Vi er naturligvis et stykke fra Metal Ligaen, men i den her sæson hører det til sjældenhederne, at der overhovedet gennemføres en VM-turnering.
Så derfor er det bestemt værd at nævne, at World Juniors - U20-VM - i nat blev afsluttet med en intens finale, hvor favoritterne fra Canada efter seks overbevisende sejre blev holdt fuldstændig nede af de nordamerikanske rivaler, USA.
Amerikanerne vandt 2-0 efter en overbevisende, solid indsats med mål af Alex Turcotte og Trevor Zegras som krydderierne. Dermed kunne kaptajn Cam York hæve pokalen i boblen i Edmonton og sikre USA det fjerde VM-guld på 12 år.
Endnu et bevis på, hvor stærkt det amerikanske juniorprogram fungerer og har fungeret de seneste mange år. Amerikanerne producerer dygtige spillere i hobetal, og i nat var truppen altså stærk nok til at slå et canadisk hold, der ellers blev vurderet som et af de stærkeste World Juniors-hold i mange år.
I nat kunne Canada altså ikke stille noget op mod rivalerne, der i Spencer Knight med 34 redninger havde en fremragende målmand.
I bronzekampen vandt Finland sikkert 4-1 over Rusland, og finnerne beviste dermed, at holdet var den absolut stærkeste europæiske nation i turneringen. Finland slog Sverige i kvartfinalen og var kun et mulehår fra overtid mod de senere vindere fra USA i semifinalen.