Kampstart 17:00 i Nordjyske Bank Arena

Hvem får muligheden for at gå på jagt efter Herlev på sjettepladsen?

Det er det store spørgsmål, før Frederikshavn og Rungsted mødes i dag i Nordjyske Bank Arena.

White Hawks tabte klart med 2-6 i Aalborg fredag aften, mens Rungsted efter 12 nederlag på stribe endelig fik en tiltrængt sejr over SønderjyskE.

Det blev 5-2 til Rungsted foran udsolgt hus, men det holdt lidt hårdere end cifrene antyder, for et skadesplaget sønderjysk holdt faktisk godt igen mod Roy Johansens mandskab. 

David Grubak stod en meget fin kamp i Rungsted-buret, og David Madsen satte to vigtige scoringer. Vigtigst for Rungsted var dog, at holdkortet lige så stille bliver fyldt op, så der kan findes rytme frem til slutspillet.

Og der er ingen tvivl om, at Rungsted arbejder hårdt for at finde en sjetteplads og et eventuelt møde med Odense, som Rungsted har det ganske godt med. 

Frederikshavn fulgte godt med indtil sidste periode i Aalborg fredag aften. 

- Vi har kæmpet med at score mål hele sæsonen. Det er kun blevet til et eller to mål i mange kampe. Derfor bliver vi nødt til at spille godt forsvarsspil. Det gjorde vi ikke i tredje periode, og det er ret irriterende, sagde Tadeas Galansky efter kampen i Nordjyske Bank Arena. 

Skader/karantæner: Frederikshavn uden Jesper Jensen og Aleksander Bumagin i kampen mod Aalborg, mens Rungsted manglede Tim Daly og Nick Moutrey mod SønderjyskE. 

Hold øje med: James Livingston kender nu sine holdkammerater bedre. Giver det pote i eftermiddag i Nordjylland. Frederikshavn fik to mål af Daniel Trkulja i Aalborg. Vigtigt, at han er i trit til slutspillet.

Det forventer vi: En tæt kamp, hvor det gælder om at finde momentum til slutspillet. Kunne Rungsted være smal favorit efter sejren fredag aften og lidt ekstra momentum?

Historikken: Det er naturligvis sidste møde i grundserien mellem de to hold, og den står 2-2 i ordinære sejre, mens Frederikshavn har vundet en enkelt kamp i overtid. 

Statistikken: Duel mellem Lucas Andersen og Christopher Frederiksen, de to tidligere holdkammerater, der begge står med 15 mål og 19 assister. 

 


Christopher Frederiksen i hopla, da vendelboerne satte Rungsted til vægs OPTAKT: Herlev Eagles-Odense Bulldogs