Kampstart 20:00 i Spar Nord Arena

Herlev er tilbage igen, hvor trygheden er størst.

Nemlig i Spar Nord Arena, hvor ørnene er en trussel for enhver modstander. 

At Eagles faktisk leverede en god kamp i Odense tirsdag aften må give en vis optimisme i Patric Weners trup før aftenens kamp mod topholdet fra Herning. 

I Odense så man et Herlev-mandskab, der faktisk skabte mange chancer og burde have scoret mere på Stefanos Lekkas. Ikke mindst Jonsson og Asperup havde muligheder til at øge Herlevs målkonto i det fynske.

Også Jesper Alasaari ser ud til at blive en stærkere og stærkere faktor hos Herlev, som stille og roligt og stabilt kan arbejde sig frem mod en kvartfinaleserie, hvor holdet ganske enkelt skal levere mere end i de seneste mange sæsoner.

Det må være det ultimative mål for Patric Weners mandskab. 

Herning Blue Fox kommer fra 0-1 i Aalborg tidligere på ugen. 

- Selvfølgelig skulle vi da gerne have haft puttet én ind i powerplay, men omvendt gjorde vi det selv rigtigt godt i vores undertal, hvor vi holdt dem fra at score. Der var to gode målmænd på banen, der forsvarede sig godt, sagde Herning-backen Patrick Madsen til Sportherning.dk efter kampen i det nordjyske. 

Hold øje med: Maksim Popovic scorede en enkelt gang i Odense tirsdag aften og er en af de danskere, Herlev kommer til at satse på i de kommende sæsoner. Hos Herning kunne Mathias From ikke trænge igennem Aalborgs forsvar i 0-1-nederlaget. Måske er han revanchelysten i aften?

Statistikken: Herlev kommer til kampen med fire nederlag (et point) på stribe, mens Herning heller ikke formtopper med syv point i de seneste fem kampe. 

Historikken: Det er tredje møde mellem de to mandskaber i denne sæson. Herning vandt 6-2 hjemme og 4-3 i Spar Nord Arena i de to hidtidige opgør. 

Det forventer vi: Herlev angriber, Herning spiller på omstillinger. Herning er favorit grundet et lidt bredere mandskab, men det kan sagtens blive en tæt fredag aften i Spar Nord Arena.

Skader/karantæner: Lasse Mortensen var ude for Herlev i Odense, Marius Kring Andersen er med U20-landsholdet i Norge. Herning manglede Brett Perlini og Mathias Bau Hansen i Aalborg.


CAM BROWN skifter til Esbjerg Energy OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-SønderjyskE