Hvidovre er mester i landets næstbedste række.
I går vandt forstadsklubben den fjerde finalekamp mod rivalerne fra Gladsaxe med 5-3.
573 tilskuere var på plads til kampen i Hassenkamm Stilladser Arena, hvor Gladsaxes powerplay strålede med tre scoringer, men det var ikke nok mod et Hvidovre-hold, der scorede en håndfuld mål i fem mod fem-spillet.
Emil Møller Rasmussen åbnede scoringen for Hvidovre kort før første periodes udløb, men fire minutter inde i anden periode udlignede Lenni Grønvall for Gladsaxe. Det var i powerplay, naturligvis.
De to mandskaber udvekslede mål igen midt i anden periode. Victor Andersen (Hvidovre) og Daniel Radke (Gladsaxe) scorede, så stillingen var 2-2.
Vi skulle helt frem til det 50. minut, før næste mål kom. Igen var det Emil Møller Rasmussen, der scorede for Hvidovre, og i det 57. minut sørgede Jesper Bøgh Horsted for 4-2-scoringen, der bragte Hvidovre meget tæt på mesterskabet.
Men - Gladsaxe var ikke slået endnu. Gæsterne skulle blot bruge 10 sekunder af en ny powerplay-mulighed for at Christoffer Gath kunne reducere. Nu var alt på spil i slutfasen, hvor Gladsaxe tog Christian Larsen ud af buret og satsede alt.
Det var ikke nok. Hvidovre scorede i tomt mål og Malte Bønløkke blev sæsonens sidste målscorer i landets næstbedste række.
Stort tillykke til Hvidovre og med sølvet til Gladsaxe. De to hold beviste, at der også spilles rigtig fin hockey på næstbedste niveau i dansk ishockey.