Fynboerne fra Odense fik i aften en fin skalp med en 2-0-sejr i Vojens over SønderjyskE.
Det var fynboernes første sejr i forberedelsesfasen i en kamp, der blev præget af et hav af udvisninger. Mest i slutningen af anden periode, hvor en tackling af Kasper Diedrichsen medførte slagsmål, der igen medførte fire gange game misconduct.
Man noterede sig ligeledes, at den nye mand hos Odense Brandon McNally tog tre udvisninger i de første 25 minutter. Som så mange nordamerikanere med fysik som fortrin skal han lige vænne sig til dommerlinjen i Danmark.
Odenses mål blev scoret af Michael Eskesen i det 25. minut, mens Shawn O'Donnell lagde til lige efter den halve time. Stærk anden periode af gæsterne, der styrede sejren hjem i en tredje periode, der også var præget af et hav af udvisninger. Her beretter SønderjyskE's hjemmeside om en stærk Tadeas Galansky, der altså vandt målmandsduellen over Henriksen i SønderjyskE-målet.
SønderjyskE var uden Prapavessis, Little, Rollin Carlsson, Biel og Wittendorf, mens Odense stillede uden Jeppe Holmberg, Oliver True og Dale Mitchell.