Odense Bulldogs-SønderjyskE 4-1 (2-0,1-0,1-1) I en flot kulisse med over 1100 tilskuere tog Odense Bulldogs imod SønderjyskE i dagens første træningskamp for begge mandskaber. Fans fra begge hold var mødt talstærkt op, hvilket kunne høres og ses undervejs i dagens opgør, hvor Odense Bulldogs fortjent vandt 4-1 efter 40 glimrende minutter.
Fynboerne har haft gang i svingdøren i sommerpausen, hvor hele 11 nye spillere er kommet til. En af disse er den finske spiller Kimi Koivisto, som efter godt fire minutter spil sendte en blind og meget ufarlig puck ind foran mål.
Her samlede Gabriel Desjardins pucken op, men fik ikke ordentlig kontrol over pucken, og endte med på mystisk vis at sende pucken ind i eget net. Et vaskeægte selvmål, som endte med at blive krediteret Kimi Koivisto, som dermed ”scorede” i sin debut for fynboerne.
Målet gav de fynske værter en masse energi, og de satte sig i den grad på opgøret. De skabte chancer, og især Sebastian Ehlers var tæt på minuttet efter, da han kom alene igennem, men Patrick Galbraith lavede en stor redning.
Det samme gjorde Galbraiths kollega i det andet mål, Mitch Gillam, da Villiam Haag pludselig stod helt fri i slottet. Svenskeren fik sendt en solid afslutning afsted, men Gillam kom flot på tværs og blokerede pucken.
I de sidste 10 minutter kom gæsterne i udvisningsproblemer, og Odenses powerplay gav et godt førstehåndsindtryk. Spillet gik hurtigt og chancerne var store, og trods store redninger fra Galbraith, måtte han se sig slået efter godt 13 minutter.
Efter en vundet faceoff blev pucken sendt tilbage til Markus Jensen, som prompte skød på mål. Skuddet kunne Galbraith kun halvklare, og returen var Ehlers først over, og her kunne han let slået pucken ind i netmaskerne til 2-0 til de fynske værter.
Det skulle også blive stillingen ved pausen, men det var tæt på at begge hold fik scorede i de sidste 20 sekunder af første periode. Først var Desjardins tæt på at gøre skaden god igen, da han kom afsted i en kontra, men Gillam var på plads.
Odense Bulldogs vendte spillet, og Gunars Skvorcovs lagde flot pucken tilbage til Jonathan Brinkman, som hamrede pucken op i det nærmeste målhjørne sekundet efter tiden var udløbet.
Anden periode blev en periode, hvor Odense Bulldogs powerplay stod tilbage som det største indtryk. Trods en fin start fra gæsternes undertalsspil i periodes første overtal, så var det tydeligt, at fynboerne var farlige, når de fik etableret sig i zonen.
Samtidig fik hjemmeholdet ofte sat lange angreb op med masser af afslutninger, hvilket satte gæsterne under et større pres i det meste af perioden. Heriblandt efter godt syv minutter af perioden, hvor Martin Larsen efter et langt angreb hamrede pucken på stolpen.
Godt halvvejs inde i kampen fik hjemmeholdet et nyt powerplay, og her viste de gode takter tidligt på sæsonen, da de satte gæsterne under et gevaldigt pres. Odense spillede lynhurtigt ishockey, og SønderjyskE var under pres i alle powerplayets 100 sekunder. Især Jonathan Brinkman var her, der og alle vegne, og skabte i flere omgange chancer til sine holdkammerater.
Presset måtte næsten ende med en scoring, og det sørgede Tommy Muck for, da han sendte et missil utageligt op i det fjerneste målhjørne til stillingen 3-0.
SønderjyskE fik dog rystet scoringen af sig, og i de efterfølgende minutter havde de deres foreløbig bedste sekvenser af kampen, hvor de for første gang fik testet Mitch Gillam en smule. Den fynske målmand holdt fast og fik sammen med stolpen afvist Anders Biel og SønderjyskE.
Perioden blev afsluttet som den startede, med et powerplay til Odense, hvor de igen fik belejret gæsternes zone. Alt blev sendt mod mål, og i flere omgang lignede det at det skulle blive 4-0 kort før pausen, men Patrick Galbraith agerede ren sprællemand i gæsternes mål.
Kampens tempo faldt i tredje periode, som SønderjyskE havde bedst fat i. Det var dog meget sparsommeligt med chancer. Den bedste tilfaldt Nikolaj Krag-Christensen, som fik en gylden mulighed i powerplay. Efter en skidt clearing fik gæsterne sendt pucken på tværs til Krag-Christensen, som afsluttede første gang, men en stor redning af Mitch Gillam forhindrede en scoring.
I kampens sidste minut lukkede Nicolai Weichel kampen med en scoring i tomt mål. SønderjyskE fik dog ødelagt Mitch Gillams shutout. En god pasning ind foran mål endte pucken hos David Madsen, som skrabede pucken ind i netmaskerne til kampens slutresultat på 4-1 til hjemmeholdet.