Robert Burakovsky er en legende, og en af de "korkpropper", der dukker op og op igen. På den gode måde. Nøjagtig som en anden tidligere profil i den danske liga, Conny Strömberg.
For et par år siden spillede Burakovsky for Limhamn i den svenske division 3, og lovede efter sæsonen 2017/18 sin familie - og ikke mindst sin hustru - at stoppe den aktive karriere.
I sidste uge dukkede han alligevel op igen - som 55-årig - da han var på backlinjen hos Malmö-klubben IK Pantern, der vandt med hele 13-1 i en division 3-kamp mod Åstorp.
Robert Burakovsky leverede tre assister og fortsatte dermed det pointhav, der har præget karrieren.
Også da han spillede for henholdsvis Rødovre, Herlev og AaB Ishockey i den danske liga, hvor han snittede 1,32 point i grundspillet og 1,07 point i slutspillet.
Nu er han altså for en kort stund tilbage i svensk ishockey for at hjælpe et skadesramt IK Pantern-hold, der forsøger at kæmpe sig opad i svensk ishockey igen. Den lille Malmö-klub var for nogle år siden tæt på at rykke op i SHL, men ramlede siden ind i økonomiske problemer og blev degraderet til laveste række som konsekvens.
Nu er IK Pantern formentlig en hed kandidat til oprykning igen og har udover Burakovsky flere andre Metal Liga-bekendte på holdet. Den tidligere Herlev- og Rødovre-spiller Kim Johansson og den tidligere Hvidovre Fighters-spiller Tobias Dyk optræder således hos IK Pantern, der nu er nede på femtebedste niveau i Sverige.