En ny udlænding fra hver klub, som tilskuerne (forhåbentlig) kan glæde sig til i den kommende sæson

Allerede på fredag går det løs på isen i de danske arenaer. 

Træningskampene begynder og det betyder, at vi skal lære nye spillere at kende. Og her kan vi servere den første buket af spændende nye navne, som I kan holde øje med. Kort og klart.  

Vi begynder hos mestrene fra Aalborg, hvor canadieren med det lækre hockeynavn, Tommy Giroux, har hærget den franske Ligue Magnus i de seneste sæsoner. Fortsætter han den stil i Metal Ligaen. Han lavede hele 69 point i 54 kampe - grundspil og slutspil - i sidste sæson. Det bliver uhørt spændende at se, om hans afslutterkvaliteter også holder hos Pirates, der har mange gode oplæggere i truppen. 

Sidste års finalister fra Herning havde succes med Andris Dzerins i sidste sæson. Nu har han fået en lettisk legekammerat, som vi kender fra adskillige optrædender ved VM. Oskars Cibulskis har spillet i den svenske og tjekkiske liga og i KHL for Dinamo Riga. Undertegnede skyder på, at Cibulskis med lidt mere tid og plads kommer til at snitte 0.5 fra sin backposition. Har 0.24 point i snit i 66 A-VM-kampe for Letland.

Herlevs bronzevindere fra i fjor har været under heftig udskiftning på danskersiden. På importsiden er det lykkedes at holde på en række af profilerne med Lindqvist og Jonsson i spidsen. Målmand Lukas Horak tog vildt mange point for Herlev i fjor, og hans afløser bliver spændende at følge. Erik Hanses kommer fra Alps Hockey League, men har tidligere været svensk mester - dog som backup - med Skellefteå, hvor han fik en del kampe, ligesom han har stået for Modo i Allsvenskan. Han har noget at leve op til i Herlev, hvor han kommer til at få rigtig mange kampe. 

Fjerdepladsen fra i fjor, Esbjerg Energy, håber på at Grayson Downing holder sig skadesfri i den kommende sæson. Samtidig håber man i Esbjerg på, at noget så sjældent som en ungarsk spiller dukker op og bliver en offensiv profil. Csanad Erdely har også tonsvis af VM-turneringer for Ungarn og flotte 0.58 point i ICEHL (Østrig, Ungarn og co.), og kan han løfte det samme i Vestjylland, vil Erdely være et vellykket. 

Lad os tage et kig på de fynske hunde fra Odense, hvor vi kigger på en backlinje, der indeholder tre nye backer. Ole Nielsen plejer at have en god hånd med sine imports, og i år håber han på at Justin Hamonic, lettiske Harijs Brants og ikke Tommy Muck bliver profiler. Sidstnævnte Tommy Muck kommer fra ECHL, hvor han senest har spillet for Kansas City Mavericks og i sidste sæson lavede fornuftige 35 point i 73 kampe - grundspil og slutspil. Han kommer helt sikkert også til at tappe masser af istid hos Odense, der har en ganske bred og fin defensiv sådan umiddelbart vurderet. 

SønderjyskE blev nummer fem i sidste sæson i grundserien og har tre gengangere i importtruppen i form af Max Tjernström, Gabriel Desjardins og Villiam Haag. De nye hedder Gustav Nielsen, Will Pelletier og så Matt Spencer, der kommer til at spille en stor rolle på blue line og er en slags direkte afløser for Mike Little som førsteback. Spencer får rigtig meget istid, skyder højre og kommer formentlig også til at spille en central rolle i powerplay. 0.4 point i snit i to sæsoner i ICEHL. Hos SønderjyskE håber man på, at han rammer mindst et halvt point i snit.

Frederikshavn White Hawks har hentet træner Patric Wener i Herlev, og det som Wener har været berømmet for i sin karriere hos Eagles er evnen til at hente nye og spændende imports. Man håber hos White Hawks naturligvis på, at Wener gør det samme i Vendsyssel. Wener har et detailkendskab til svensk hockey, hvor Frederikshavn har hentet Robin Johansson, der har rigtig stor erfaring fra de to bedste svenske rækker, hvor taktikbåndene som oftest er snærende og stramme i forhold til Metal Ligaen. Johansson, der er center og venstre wing, kan sagtens øge sin produktion på et hold, hvor han får friere tøjler. Han blev offentliggjort før træner Wener, men det er ikke umuligt, at den tidligere Herlev-træner har en finger med i spillet. 

Så ryger vi en tur til Rungsted, hvor vi skal til at vænne os til et hold med et helt nyt ansigt og mange nye ansigter. Vi skal selvfølgelig også en tur ud på trænerbænken, hvor vi kigger på en "import", der tidligere har haft succes i dansk ishockey. Vi taler naturligvis om knalddygtige Mark Pederson, der tidligere har ført Esbjerg til to danske mesterskaber. Det lå i luften, at Pederson på et tidspunkt skulle tilbage til dansk ishockey, og der er ingen tvivl om, at Rungsted har fået en stabil kraft på trænerbænken. Og Pederson har fået den perfekte assistent i Dresler, der også var canadierens højrehånd i Esbjerg. 

Sidst, men ikke mindst, skal vi en tur til Rødovre, der med Olaf Eller i spidsen stensikkert kommer til "stå godt på banen" rent taktisk. Rødovre har været dygtige at hente Frank Gymer tilbage, hvilket er enormt vigtigt for det kommende Mighty Bulls-mandskab. Jeg glæder mig til at se en anden finne, Sami Moilanen, der kommer til Rødovre direkte fra Tappara Tampere og set på hans cv, ligner det, at han begiver sig ud på en genstart af karriere ved at skifte til Danmark. Han fik kun 28 kampe sidste sæson, men han har altså fire sæsoner i Tappara og har tidligere spillet på det finske juniorlandshold. Dertil er Moilanen blot 24 år, han kan blive et hit i Metal Ligaen. 

 


FIRE TESTKAMPE åbner sæsonen på fredag Den nye Herlev-træner: Ung, men med masser af rutine