Herrelandsholdet er klar til svær kamp i formiddag - se kampen direkte på Metalligaen.tv

Det er en helt ny rytme, som de danske ishockeyspillere på herrelandsholdet skal finde ind i, når det i dag gælder kampen mod Slovakiet ved Deutschland Cup i eftermiddag.

Med kampstart klokken 11 er det nærmest direkte fra morgenmaden til opvarmning, og der bliver ikke tid til hvile og afslapning og måske den lur, som spillerne plejer at tage, hvis der er kamp eftermiddag eller aften.

Danmark kommer fra 1-4-kampen mod Tyskland, hvor de rød-hvide i store træk leverede en fornuftig indsats. Kampen var jævnbyrdig helt til det sidste og med lidt flere danske marginaler og et skarpere powerplay, kunne det være endt anderledes i Landshut for et par dage siden.

Husk også på, at danskerne under landstræner Mikael Gath lige skal vænne sig til nye systemer. Det var nøjagtig det, som kaptajn Patrick Russell pointerede efter kampen mod Tyskland. Der går lige en kamp eller to, før man kender en ny træners "playbook".

Patrick Russell stod for den danske scoring mod Tyskland og Mathias Seldrup spillede en glimrende kamp i det danske bur. Til gengæld fik Danmark ikke scoret i fire powerplays, mens tyskerne scorede en enkelt gang på to forsøg. 

Special teams er et aspekt, der skal udnyttes i de internationale kampe, og Danmark kommer op mod et stærkt Slovakiet-mandskab, der vandt 7-1 over Østrig i sin første kamp. 

Kampstart klokken 11 i Fanatec Arena og ikke mindst på Metalligaen.tv, hvor du kan se kampen direkte. Jesper Schultz er kommentator. 


DIREKTE PÅ METALLIGAEN.TV - Herrelandsholdet i kamp mod Østrig Aalborg bliver vært for Metal Final4