Flere hundrede fans var mødt op i Gigantium Isarena mandag eftermiddag til den traditionsrige første træning, hvor Aalborg Pirates var samlet på is for første gang. Inden træningen gik i gang, kunne sportschef Ronny Larsen afsløre foran de fremmødte fans, at endnu en forstærkning var på vej til truppen.
Det skriver Aalborg Pirates i en pressemeddelelse, hvor den nye mand Ian Edmondson præsenteres således.
I defensiven har Aalborg Pirates nemlig forstærket sig med den 26-årige canadiske back, Ian Edmondson, der kommer til Aalborg fra ECHL klubben, Rapid City Rush. Det er hans første tur udenfor Nordamerika, og han ser gode muligheder i Pirates' spillestil.
- I Ian får vi en stærk offensiv back, der kommer til at være en vigtig del af vores powerplay. Han spillede ikke så meget powerplay i ECHL, men han har kvaliteterne til at styre det fra blueline, udtaler sportschef Ronny Larsen.
Ian Edmondson spillede de seneste 2 1/2 sæson i ECHL, med en halv sæson i Wichita Thunder samt hele sæsoner for henholdsvis Kalamazoo Wings og Rapid City Rush. Her blev det til samlet 132 kampe, hvor det blev til 53 point fordelt på 8 mål og 45 assists.
- Vi har hentet en masse oplysninger ind på Ian, og vi kan sagtens se, at han vil blive en gevinst for os i den kommende sæson. Han har produceret godt af en back, der ikke har spillet så meget powerplay, og han passer godt ind i vores spillestil, slutter Ronny Larsen.
Ian Edmondson støder til Aalborg-truppen senere på ugen, og var derfor ikke på isen til eftermiddagens træning.