Tobias Ladehoff blev matchvinder efter 82 minutters ishockey

Aalborg Pirates-Herlev Eagles 3-2 (0-2,2-0.0-0) 0-0, 1-0 I et kæmpe drama, som måtte ud i hele femte periode for at finde sin afgørelse, formåede Aalborg Pirates at tage en sejr over et heroisk kæmpende Herlev Eagles-hold. Trods en tidlig føring på 2-0 til gæsterne, så formåede Aalborg at arbejde sig tilbage i opgøret, og efter 82 minutters hockey afgjorde Tobias Ladehoff sagerne med sin scoring til 3-2.

Aalborg fører nu 3-0 i semifinaleserien mellem grundseriens nummer et og seks.

Sjællandsk superstart

Første periode blev en sand drømmeperiode for gæsterne fra Herlev Eagles, som på forhånd var pisket til at få en sejr efter et nederlag I de to første kampe i serien. Herlev sad på stort set alt, og udnyttede et hjemmehold, som lavede et hav af fejl. Allerede i kampens første minut var Alexander Lindqvist-Hansen tæt på at finde Joseph Jonsson med en tværpasning efter en stor fejl af Jeppe Jul Korsgaard.

Situationen kostede en udvisning, og trods glimrende boxplay af Aalborg Pirates, tog sjællænderne føringen i skiftet efter den udløb. Noah Samsøe sendte pucken på mål og inde foran havde Maksim Popovic søgt ind og fundet plads. Med en smuk styring udplacerede han George Sørensen til en chokstart af gæsterne, som inden kampen ikke var spået de store chancer.

Gæsterne forsatte, og blot to minutter senere var de på pletten igen. Igen udnyttede de sløsede spil i midtzonen fra Aalborg, hvilket gav en overtalssituation. Det eksekverede gæsterne med en flot sekvens fra Anton Johansson, Victor Cubars og til sidst Mikkel Bertelsen, som fuldstændig udspilede nordjyderne, og lavede et af sæsonens flotteste mål set på opspillet forinden.

Aalborg tog en timeout, men lige lidt hjalp det på spillet og minuttet senere burde Jani Siekkinen have scoret til 3-0 efter et pucktab bag mål. Pucken endte med at blive sendt ind i slottet til Siekkinen, men George Sørensen lavede en super redning med stokhandsken.

Først halvvejs inde i perioden begyndte Aalborg endelig at vise lidt offensivt, med skud mod Lukas Horaks mål fra blandt andre Oskar Drugge, men det var fortsat Herlev, som var tættest på. Mathias Asperup og Joseph Jonsson havde begge især alle chancer for at gøre det til 3-0 med skud med et helt frit mål, men på en eller anden måde brændte de to store stjerner hos Herlev Eagles chancerne.

Aalborgs overtog styringen

Den manglede scoring til 3-0 blev kostbar for gæsterne, da kampen skiftede karakter fra starten af anden periode. Spillet var en skarp kontrast til første periode, hvor det i resten af kampen var Aalborg, som satte Herlev under pres. Spillet foregik næsten kun i gæsternes zone, men trods spilovertaget var det begrænset mængder store chancer Aalborg kom til undervejs.

Aalborg sendte masser af skud af sted mod Horaks mål. Nordjyderne søgte styringer, og efter godt fem minutter gav det en reducering. Et skud fra Anders Koch blev flot styret ind under armen på Horak af Thomas Spelling til fornyet nordjysk liv i Sparekassen Danmark Isarena på isen og tribunerne.

En af kampens og seriens store positive overraskelser for Aalborg Pirates har været Oliver Anker Christensen, som igen kom frem til meget. Hans fart og store arbejdsiver gav mange chancer, og med fem minutter igen af perioden var han tæt på at komme på måltavlen, men hans styring tæt under Horak gik snært over mål.

Netop som det lignede Herlev skulle overleve anden periodes belejring, satte Aalborg for en sjælden gang fart på i deres afleveringer. Et flot indspil af Jeppe Jul Korsgaard gav plads til Oskar Drugge og svenskeren sendte en smuk tværpasning over til Nikolaj Carstensen, der første gang sendte pucken flot op i nettaget med blot 42 sekunder tilbage af perioden.

Overtidsdrama afgjort efter 82 minutter

Spillet fra anden periode forsatte i tredje periode, hvor Aalborg i den grad sad på tingene, mens Herlev kæmpede heroisk i det defensive foran Lukas Horak. Aalborg kom dog til enkelt chancer på løse pucke foran Horaks mål, og Kirill Kabanov og Trevor Gooch var tæt på at bringe nordjyderne foran 3-2 i powerplay.

Tættest på at score det aalborgensiske føringsmål i tredje periode var dog Patrick Bjorkstrand. Efter en fremragende pasning af Thomas Spelling med ryggen til mål, stod Bjorkstrand helt fri til at sende pucken ind i et tomt mål, men på mystisk vis gik pucken forbi målet.

En afbrænder af de helt store, som var utroligt tæt på at koste hjemmeholdet utroligt dyrt med blot seks sekunder igen. En puck bag mål blev sendt ind i slottet til Mathias Asperup, som hamrede til pucken første gang. Det lignede afgørelsen, men George Sørensen lavede en af årets redninger, og kom flot ud af målet og med gribehansken forhindrede han et sejrsmål til gæsterne.

Dermed skulle perioden ud i overtid, og her var det de sjællandske gæster, som var tætteste på i den fjerde periodes begyndelse. Mikkel Bertelsen var nærgående efter et minut, og få minutter senere fik Victor Cubars og Marius Kring en to mod en situation. Cubars sendte pucken på tværs, men desværre for Herlev gik Krings afslutning snært forbi George Sørensen mål.

Aalborg sad fortsat på det meste, men ganske som resten af kampen blev de holdt på ydersiden af gæsterne. Dog var Julian Jakobsen tæt på at blive helten efter otte minutter, da han styrede pucken under Horak, men Herlevs keeper fik lige nøjagtig benskinnen på afslutningen og sendt den millimeter forbi den højre opstander.

Herlev Eagles havde givet alt de havde i sig, og det var tydeligt at de var tømt for kræfter i femte periodes start. De nordjyske værter vandt alle dueller, og efter to minutter blev Tobias Ladehoff matchvinder. En stor chance inde foran mål gav en retur, som Patrick Bjorkstrand smed på mål. Her ramte pucken Thomas Spelling, og sprang ind i målfeltet, hvor Tobias Ladehoff fik prikket pucken det sidste stykke over stregen til en sejr til Aalborg Pirates.

En hård og brutal skæbne for Herlev, som leverede en stor præstation, men manglede de sidste kræfter i overtidsperioderne. Med sejren fører Aalborg serien 3-0, og kan sikre sig en billet i finalen med en sejr på onsdag i Herlev.


OPTAKT: Esbjerg Energy-Herning Blue Fox Rungsted gør status og siger farvel til fire danskere