Kampstart 20:15 i Granly Hockey Arena

Det må blive tæt på en "capacity crowd" - udsolgt hus - i Granly Hockey Arena i aften.

Esbjerg Energy og Herning Blue Fox har leveret et par gode, hidsige og jævnbyrdige kampe og intet tyder på, at det bliver anderledes i aften i det vestjyske, hvor hjemmeholdet kan udligne til 2-2 i serien. 

- At holde disciplinen gennem en helt kamp har været en udfordring for os i store dele af sæsonen. Og slutspillet har på ingen måde været en undtagelse. Det kostede dyrt, ikke mindst i kamp 1 mod Herning, men var også et problem i perioder i kvartfinaleserien mod SønderjyskE. Det har vi arbejdet på, siger Esbjerg-træner Jason Jaspers i klubbens kampoptakt. 

- Målet er, at vi ikke må lade udvisninger koste os sejre og avancement. Spillerne ved, at det koster dyrt at tage for mange udvisninger og træffe dårlige valg. Derfor har vi arbejdet på det. Søndag var udvisningerne skåret ned til tre gange to minutter og der vandt vi i Herning, fortsætter Energy-coachen.

Det var mere "playoff-agtigt" søndag end i de første to og målrige kampe, hvilket Herning-træner Pekka Tirkkonen også betonede efter kampen søndag overfor Sportherning.dk.

- Sådan er det at spille slutspil. Vi gjorde meget rigtigt, men alligevel står vi her og har tabt, fordi vi manglede skarpheden. Til gengæld var vores modstander skarp, og så faldt kampen ud til deres fordel, sagde han. 

- Det er klart den af de tre semifinaler, hvor vi har spillet bedst forsvar, men det var ikke nok i dag. Det fortæller jo lidt om, at kampene er meget forskellige. Vi spillede godt nok til at vinde, lød det fra Pekka Tirkkonen. 

Skader/karantæner: Lukas Bang, Lukas Lundvald, Thomas V. Andersen og Kevin Tansey sad udenfor hos Herning, mens Esbjerg pt har mere eller mindre fuldt hold medmindre, der er stødt skader til siden sidste kamp. 

Det forventer vi: Noget der ligner kampen søndag med tæt hockey, høj disciplin og formentlig også få mål. 

Hold øje med: Mathias Bau Hansen er en mand, der kan og vil afgøre en match, hvor alt - eller meget - er på spil. Hos Esbjerg er det efterhånden svært at komme udenom Philip Schultz og Oliver Kjær, der begge er i gang med at krone en flot sæson med et formidabelt slutspil. 

Statistikken: Tre spillere fra den her serie har indtaget top tre på topscorerlisten. Oliver Kjær er etter med 12 point, mens Andris Dzerins og Morten Poulsen deler andenpladsen med Herlevs Johansson. Alle tre er på 11 point.

Historikken: Det er femte gang de to hold mødes i Granly Hockey Arena i denne sæson. Efter to gange 4-0 til Esbjerg i de to første kampe, har Herning altså vundet de to seneste møder. Så nøjagtig som for to dage skal Esbjerg bryde en lille stime af nederlag. 


RASMUS ANDERSSON forlænger med to år i Rungsted Aalborg tæt på finalen efter gigantisk overtidsdrama