Esbjerg Energy – Aalborg Pirates 2-3 (1-1, 1-1, 0-0, 0-1) OT
Fredag aften var der for første gang i denne sæson semifinale på menuen i det vestjyske, hvor Aalborg gæstede Granly Hockey Arena til den anden semifinalekamp i serien mod Esbjerg, der tirsdag aften sikrede sig en overtidssejr og dermed var oppe med 1-0 i kampe forud for aftenens match.
Til aftenens kamp måtte Aalborg undvære Jimi Jalonen, Magnus Boesen og Calder Brooks, mens Esbjerg stillede uden Tobias Ebener, Victor Sand og Yanick von Bergen. Målmandsduellen stod mellem George Sørensen og Mathias Seldrup.
Nordjysk dominans, vestjysk effektivitet
Lad det være sagt med det samme: Der var ikke meget busben over nordjydernes udlæg i aftenens kamp. Aalborg dominerede således totalt og satte sig solidt på begivenhederne nærmest fra første faceoff. Gæsterne lage ud med en offensiv og aggressiv omgang ishockey og de rødblusede fik over lange sekvenser presset Esbjerg helt i bund.
Mathias Seldrup blev da også testet flittigt i Esbjerg-målet, men den rutinerede keeper virkede veloplagt og tog godt fra i værternes mål. Seldrup & Co. var heller ikke helt uheldige, da Aalborg et par gange i åbningsperioden havde bud efter stolperne.
Aalborg gjorde det meste rigtigt og imponerende med et stort spillemæssigt overtag i kampens første ti minutter, hvor man stod godt i banen og gjorde det ualmindeligt svært for vestjyderne, at få skabt noget som helt rent offensivt. Omvendt havde Aalborg ikke de store problemer med at skabe chancer foran og omkring Esbjergs mål. Nordjyderne kørte ganske enkelt i et højere gear end Esbjerg, der halsede efter i de fleste af spillets aspekter.
Dette blev udstillet på glimrende vis i skudstatistikken, der sagde 0-12 i gæsternes favør halvvejs igennem første periode; der var ganske enkelt tale om envejstrafik. Det lignede derfor også bare et spørgsmål om tid, før nordjyderne ville få prikket hul på den hårdt pressede vestjyske defensiv.
Derfor var det heller ikke hverken overraskende eller ufortjent, at gæsterne tog føringen i det 11. minut. Nikolaj Carstensen lagde pucken på mål fra distancen – et forsøg der tog stolpen. Inde foran mål var Jeppe Jul Korsgaard først over den løse puck, som sikkert blev sendt i netmaskerne til 0-1.
Mindre end et minut senere tilkom Esbjergs Ludwig Stenlund værternes første reelle målchance i kampen og det var en stor én af slagsen, da svenskeren blev sat op til afslutning lige midt i slottet. Men forsøget blev desværre for Esbjerg brændt. Gæsterne fik umiddelbart herefter raget en udvisning til sig, da Anders Koch måtte til afkøling for en høj stav.
Godt et minut senere viste Esbjerg sjælden set effektivitet i overtalsspillet, hvor Brandon Magee fra en position bag mållinjen, sendte pucken tilbage i banen til Oliver Kjær, der resolut klappede til skiven første gang. George Sørensen var chanceløs i målet, da pucken bragede op i fjerneste hjørne til 1-1. Esbjerg dermed med deres andet power play-mål i serien mål Aalborg; en disciplin, som forvoldte vestjyderne gevaldige problemer i kvartfinaleserien mod Odense.
På tidspunktet for Esbjerg scoring sagde skudstatistikken 1-14 til gæsterne, så baseret på spil og chancer, så var udligningen bestemt ikke fortjent. Men fortjent eller ej, så gav målet værterne mere energi og fart i skøjterne og man kom derfor også lidt bedre med rent spillemæssigt hen mod periodens slutning.
Csanad Erdely blev sat op til afslutning efter en hurtig vestjysk omstilling, men situationen krævede en meget vanskelig baghåndsafslutning og nordjyderne slap da også med skrækken. Også Jeff King bød ind med en kontramulighed i det efterfølgende minut.
Et minut før pausesignalet fik Esbjergs Grayson Downing raget en udvisning til sig for en cross-checking og Aalborg kunne dermed slutte første og starte anden periode i overtal.
Gæsterne kunne også i power play
Med en spiller ekstra på isen havde gæsterne ikke de store problemer med at få sig etableret i Esbjergs zone fra starten af anden periode. Men Mathias Seldrup var efterhånden spillet varm i Esbjerg-målet, hvor han fortsat tog godt fra.
Tilbage i spil fem mod fem tilkom Esbjerg en stor chance i det fjerde minut, hvor vestjyderne slap af sted i et break away-forsøg. Frederik Bjerrum og Jeff King strøg af sted på kontra-muligheden, men Bjerrum forsøgte uselvisk pasningen til King og desværre for Esbjerg, så gled chancen dermed ud i sandet. I bagklogskabens klare lys skulle Bjerrum nok have afsluttet i stedet.
Gæsterne holdte sig bestemt ikke tilbage i modsatte ende, hvor nordjyderne sendte pucken rent på stolpen to gange i to på hinanden følgende sekvenser. I anden ombæring direkte efter et vestjysk pucktab foran eget mål. Heldet var virkeligt med vestjyderne, der havde behov for en anden recept, hvis man ikke skulle blive løbet over ende af de giftige nordjyder.
En af disse recepter kunne eksempelvis være det fysiske spil, hvor Esbjerg for alvor stemplede ind i periodens niende minut. Her fik hjemmeholdet sat fire tunge tacklinger på gæsterne i et og samme skift; kampen havde i sandhed taget til i fysik og intensitet, og det virkede til at publikum i en udsolgt Granly Hockey Arena kunne lide det.
Apropos publikummet, så fik de fremmødte valuta for pengene i det 13. minut, hvor Artus Salija leverede et vigtigt forarbejde i egen zone, hvorfra han støbte kuglerne og viste formidabelt overblik, da han via Ludwig Stenlund lagde optil Brandon Magees mål til 2-1. Canadieren var oppe i god fart da han modtog pucken fra Stenlund og her trykkede canadieren prompte af fra en position omkring faceoff-punktet. Skudstatistikken sagde på dette tidspunkt i kampen 10-33.
Nordjyderne var tæt på at slå tilbage to minutter senere, hvor Tommy Giroux slap af sted på et break away-forsøg. Her blev den canadiske forward generet bagfra i afslutningsøjeblikket af Artus Salija, der efterfølgende måtte to minutter i straffeboksen.
Et minuts penge senere havde gæsterne bragt balance i regnskabet, efter at have vist ganske suverænt overtalsspil. Nordjyderne viste hurtig puckomgang og da Tommy Giroux blev sat perfekt op til afslutning lige midt i slottet svigtede han ikke. En firsttimer blev sikkert sendt ind bag Seldrup, der var helt og aldeles chanceløs. Stillingen var dermed 2-2 fire minutter før pausesignalet. Trods en udvisning til Esbjergs Phillip Schultz i det 18. minut, så blev der ikke scoret yderligere i anden periode, hvor gæsterne blev noteret for hele 20 afslutninger mod Esbjergs seks.
Aalborg slog til i overtiden
Tredje periode var fire minutter gammel, da Kirill Kabanov burde have givet gæsterne føringen. Alene foran Seldrup ventede han køligt på Seldrups ageren, men Esbjerg-keeperen bevarede roen og greb russerens afslutning.
Minuttet efter var der så bud efter en scoring i modsatte ende, hvor Grayson Downing blev sendt af sted på et break away-forsøg. Canadieren blev dog nedlagt bagfra af Brayden Sherbinin, der indkasserede to minutter for en hooking.
Esbjerg formåede ikke at finde vej til netmaskerne i overtalsspillet denne gang og tredje periode udviklede sig efterhånden til et højspændt drama, hvor ingen af holdene satsede hele butikken. Gæsterne var dog fortsat mest på pucken og kom også frem til flest muligheder.
Vestjyderne var tæt på at tage sejren syv sekunder før tredje periodes slutning, men trods et større klumpspil inde foran Aalborg-målet, så formåede gæsterne at klare frisag. Det gjorde Esbjerg til gengæld ikke, da nordjyderne tog sejren i overtidsperioden.
Det lignede en recept man havde set før, da nordjyderne lagde pucken på mål, hvorefter man ihærdigt fulgte op helt inde i målfeltet. Det betalte sig tirsdag aften i Aalborg og det betalte sig også denne fredag, hvor Jeppe Jul Korsgaard var først over en løs puck lige bagved Seldrup. Med sit andet mål i kampen blev Korsgaard matchvinder for Aalborg.
Dermed 1-1 i serien. Det kan man dårligt indvende noget imod. Efter næsten 66 minutters ishockey sagde skudstatistikken hele 19-60.
Frem mod kamp tre i Aalborg på søndag synes der at være en del at arbejde med for vestjyderne, der i store dele af aftenens kamp var et skøjtetag eller to efter nordjyderne. Mon ikke også Esbjergs træner-team vil have fokus på spillet omkring eget mål? Set med vestjyske briller er nordjyderne kommet lige lovligt nemt til en række scoringer tæt under mål i de første to kampe. Det er der ganske enkelt ikke råd til, hvis man vil gøre sig håb om en finaleplads.