Frederikshavn White Hawks-Aalborg Pirates 2-4 (0-1,2-1,0-2) Piratskibet lagde til kaj i havnebyen først på aftenen, og nogle timer senere sejlede Kaptajn Ding-Dong og resten af piraterne hjem til Limfjorden med en 4-2 sejr i baggagen. Et herligt opgør foran godt 2000 tilskuere, der altså så gæsterne snuppe de tre point.
Frederikshavn indledte opgøret med fyr og flamme, da Bumagin efter 10 sekunder allerede havde haft to forsøg mod Georg Sørensen i Pirates-buret. Så var vi ligesom i gang i det nordjyske topbrag, som virkelig levede op til ordet top.
Aalborg var det bedste hold i første periode, og havde pucken mest. Men de helt åbne og farlige chancer var der ikke mange af. Men intenst det var det, og begge defensiv stod rigtig godt, og man fornemmede der var snakket defensiv disciplin i begge omklædningsrum inden opgøret.
Vi fik en enkelt scoring, og hvilken en. Pierre-Olivier Morin udnyttede på fornemste vis et straffeslag begået mod ham selv. Han havde høj fart da han skøjtede ned mod Galansky, og sikkert smed han den sorte skive op under overliggeren. Kæmpe jubel blandt de 400 medrejsende Pirates supportere.
Og der var godt gang i lægterne i aften. Begge holds tilskuere gav den gas, og det var en stemning der var en slutspilskamp værdig. Bare ærgerligt, det ikke var en fredagskamp, var holdningen i begge lejre. Lad det være en opfordring til næste sæsons kamp-planlæggere, at lade lokalbragene blive spillet, når folk er gået på weekend.
Hjemmeholdet fik et powerplay med godt to minutter igen, da Lasse Bo Knudsen dummede sig i angrebszonen. Tåbelig udvisning af Knudsen, og det sendte holdkammeraterne på overarbejde. De fightede flot i boxplay, og det var småt med helt åbne chancer til høgene, der måtte gå til pausen bagud med et enkelt mål.
Det var White Hawks der indledte anden periode bedst. De lagde et godt tryk ned mod Georg Sørensen, og de producerede flere gode chancer. Der skulle dog en Aalborg fejl til, før hjemmeholdets supportere fik taget til at lette i Nordjyske Bank Arena. Søren Nielsen erobrede pucken i et dårligt opspil fra gæsternes side, han afleverede til Nikolaj Krag, der sikkert eksekverede pucken ind bag en prisgivet Georg Sørensen.
Stemningen nåede nye højder, og det var ligeså intenst og spændende som forudset. Herligt topopgør så tidligt på sæsonen. Vi glæder os til fortsættelsen.
Midtvejs i perioden kom der desværre en kampafgørende situation. Det er menneskeligt at fejle, men lige i nuet kan man nok ikke komme afsted med at købe den forklaring over for White Hawks spillerne, og især Kristian Jensen.
Den hurtige høg blev ramt af en Pirates stav lige på mundtøjet. Dommerne så ikke episoden, og da Santeri Suistio så få sekunder senere sendte pucken ud over glasset, måtte han til afkøling som reglerne foreskriver. En rasende Kristian Jensen skældte ud, og hele hallen kogte med alverdens ukvemsord mod de fire i sort.
Det powerplay udnyttede Aalborg Pirates, da de spillede den fint rundt, og så kunne Thomas Spelling fyre en hammer mod kassen. Den så tjekken i høge-buret ikke, og så var det 2-1 til gæsterne. Og det kunne være blevet mere til lige efter.
Hjemmeholdet så en smule rystede ud efter scoringen, og Aalborg havde flere muligheder for at bringe sig foran 3-1. Her var Galansky fremragende, og diskede op med flere gode benparader.
Netop som perioden sluttede, indtraf der endnu en scoring. Med 2,7 sek tilbage var der faceoff i gæsternes defensiv zone. Den vandt høgene, og så kunne finske Santeri Suistio sende pucken ind mellem venner og fjender, hvor den til sidst lå i netmaskerne. Dommer Michael Nielsen var sikker i sin sag, pucken var inde før signalet havde lydt, og at dømme på de manglende protester fra gæsterne, så den kendelse ud til at være i orden.
Santeri Suistio bliver ved med at imponere i Metal Ligaen. Han kom til Danmark i sidste sæson, og er bare blevet bedre og bedre. En spiller med stort overblik, og en af ligaens bedste backer. Ham er de glade for i Frederikshavn.
Hos Aalborg Pirates var det i dag en Pierre-Olivier Morin der sammen med Georg Sørensen var sit holds bedste. Canadieren var her, der og alle vegne, og spiller på et meget højt niveau. Gæsterne var i øvrigt uden Victor Panelin-Borg i aftenens lokalslag.
Det var Pirates, der åbnede tredje periode med en del muligheder. Først var det Emil Marcussen der stod fri foran mål, men han overplacerede sit skud. Kort efter Felix Scheel, men han ramte ikke pucken rigtigt, da han ellers blev spillet flot fri. De trykkede på de røde, og hjemmeholdet havde lidt svært ved at få spillet sig ud af egen zone. Når det lykkedes, så var de pågående, uden dog at komme frem til helt åbne muligheder.
Tilskuerne i begge lejre blev holdt på pinebænken i det her fremragende opgør, der mest af alt mindede om en slutspilskamp i marts måned. Nok mangler begge hold lidt kvalitet i forhold til det er først på sæsonen, men nerven, intensiteten, og spændingen var som en afgørende kamp om mesterskabet.
Med syv minutter igen havde White Hawks to store muligheder for at score. Først var det Thomas Søndergaard der var uheldig med sin afslutning, og kort efter havde Dane Fox muligheden, men han fik ikke ordentlig træf på pucken.
Søren Nielsen var en evig trussel for høgene, men han manglede lige det sidste held i sine mange afslutninger i aften. Ham og Nikolaj Krag havde en dobbeltchance med fem minutter igen, og man sad helt forpustet og fulgte med fra lægterne. Herlig underholdning.
Med godt tre minutter igen havde Morin en friløber, men han overplacerede sit forsøg. Her kunne han have afgjort tingene til piraternes fordel. Det er han nok ligeglad med nu, for kort efter var det Julian Jakobsen der afgjorde tingene for gæsterne. Han tog en retur fra Galansky, og så sendte han pucken ind i kassen. 3-2 til Aalborg Pirates.
Den føring udbyggede Thomas Spelling med en friløber med godt et minut tilbage af kampen. Han placerede pucken ned langs den ene stolpe, og så kunne Aalborg Pirates fansene have en fest på vej hjem til 9000.
Det var en kamp der kunne være gået til begge sider, og det lover godt for Metal Ligaen med disse herlige kampe allerede i september måned.