Anders Krogsgaard skiftede inden denne sæson fra Esbjerg Energy til Aalborg Pirates.
Og sikke en blændende sæson Anders Krogsgaard har haft i Aalborg. Man var allerede klar over hans kvaliteter, ikke mindst i defensiven, men offensivt har Krogsgaard i den grad lagt til i denne sæson.
Han scorede 16 mål i 47 kampe og lagde 31 assister til for Aalborg, og fordoblede dermed i forhold til sæsonen forinden, hvor han leverede 23 point for Esbjerg. Der er ikke noget at sige til, at udlandet har fået øje på Anders Krogsgaard, der er tidligere dobbelt dansk mester med vestjyderne.
Nu forlader han Aalborg Pirates.
- Jeg er enig med min agent om, at jeg skal prøve noget andet. Jeg stiler altid så højt så muligt, og nu håber jeg, at jeg kan tage det næste skridt i karrieren, siger Anders Krogsgaard til Nordjyske.
Rygterne om Deutsche Eishockey Liga og et skifte til samme klub - endnu ikke afsløret - som Niklas Andersen, har svirret, men Anders Krogsgaard siger, at krisetilstandene ude i verden betyder, at der endnu ikke er skrevet under på en ny kontrakt.