Odense Bulldogs har med den unge forward fået endnu en tidligere spiller tilbage til klubben.

Odense Bulldogs har hentet en ny mand og gammel bekendt tilbage til klubben. 

Det er forwarden Asger B. Petersen, der kommer tilbage til det fynske efter en sæson, hvor han har været en tur over Atlanten og derefter i Herlev, hvor han spillede sidste halvdel af sæsonen hos Eagles.

– Asger Petersen er en stor powerforward, som nu vender hjem til Odense efter et mellemår i andre klubber. Han kan bruges i forskellige roller på holdet, og med sin størrelse og fysik bringer han selvfølgelig både vægt og rækkevidde ind på holdet. Asger kender omklædningsrummet og omgivelserne i Bulldogs, og jeg forventer, at det bliver forholdsvis let igen at integrere ham i truppen og sportsligt på isen, siger Bulldogs-cheftræner Pelle Svensson. 

Asger B. Petersen siger selv omkring forlængelsen: 

– I den forgangne sæson har jeg været ude i verden og prøve kræfter og forskellige muligheder med min ishockey af i andre klubber. Jeg føler, at jeg har udviklet mig en del både sportsligt og mentalt, da det er noget helt andet at være ”ude”.  Da jeg fik tilbud fra Odense Bulldogs om at komme tilbage og spille i barndomsklubben, foran Danmarks bedste fans, behøvede jeg ikke megen betænkningstid. Odense har altid betydet utroligt meget for mig, og jeg kan næsten ikke vente på igen at trække Bulldogstrøjen over hovedet og komme i gang med en ny sæson i september, siger han. 


Herning renser ud i importspillerne OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-SønderjyskE