Esbjerg Energy er på is igen mindre end 24 timer efter 7-1-sejren i Frederikshavn. Den slags kampprogram kan sætte sig i benene, men den overbevisende sejr har givet vestjyderne et løft efter to nederlag i træk.
Med de tre point fik Esbjerg skabt et hul på fem point ned til Aalborg i kampen om tredjepladsen, og endnu en sejr vil styrke positionen markant.
Hos Odense Bulldogs har ugen budt på forandring. Anders Førster blev tirsdag præsenteret som ny cheftræner, og allerede onsdag fulgte en 6-1-sejr over Rungsted. Det gav både energi og tro i en trup, der tidligere har kæmpet med defensiv stabilitet.
Odense ligger aktuelt nummer fem, men kan med en sejr i regulær tid spille sig helt op på siden af Aalborg. Midterfeltet er tæt, og hver eneste kamp kan flytte markant på positionerne.
- Jeg forventer bestemt en hård kamp fredag aften mod Odense. Jeg har bemærket, at Bulldogs har tabt en del på det seneste, men besejrede Rungsted. Jeg har også lagt mærke til, at Odense har afbrudt samarbejdet med træner Jason O’Leary, og at en ny coach er på plads. Han kommer med ny energi og nye impulser, siger Esbjerg-træner Markus Åkerblom før kampen.
- De arbejder sikkert nye ting ind i spillet. De vil givetvis gerne være klar med et justeret system til slutspillet. Spillerne vil sikkert gerne vise sig frem, og jeg forventer, at de vil arbejde stenhårdt. Så vi får brug for at være klar fredag aften mod dem med friske hoveder og ben, lyder det fra Åkerblom.
Det forventer vi: En tæt kamp - og der er vigtige point på spil - mellem to hold, der plejer at være jævnbyrdige og sagtens kan tørne ind i hinanden i kvartfinalen, hvis tingene mager sig.
Hold øje med: Oliver Kjær fik gang i hjulene i aftes i Frederikshavn med to scoringer, mens Sebastian Fakt for Odense scorede hele tre gange mod Rungsted onsdag aften.
DirekteSport sender fra Esbjerg med Søren Kaster i mikrofonen.
Skader/karantæner: Odense kører med fuldt holdt for øjeblikket, mens Jeppe Bertram og Victor Sand sad ude for Esbjerg. Det samme gjorde den skadede Philip Larsen.
Statistikken: Indbyrdes har hjemmeholdet haft overtaget. Begge kampe i Esbjerg er endt med vestjyske sejre, 2-1 og 5-4 efter overtid. I Odense har fynboerne taget to sejre, 4-3 og 6-2. Der resterer stadig to indbyrdes opgør inden slutspillet, og fredagens kamp kan få betydning for både placering og momentum.