Et kig på tabellen afslører, at den her kamp er ekstremt afgørende for chancerne i kampen om Metal Final4.
Begge hold står med 12 kampe: Odense har 16 point, mens gæsterne fra Vojens står med 15 point i tabellen.
Dermed kan Odense reelt skyde lokalrivalerne ud af billedet, mens Sønderjyske omvendt med en sejr kan lægge sig i slipstrømmen på de tre tophold og sikre sig et stærkt udgangspunkt, inden de sidste kampe.
Odense kommer med fornyet selvtillid efter mandagens 6-2-sejr over Herlev, hvor Bulldogs leverede en effektiv indsats og hentede tre særdeles vigtige point mod en direkte konkurrent. Maxim Trépanier leverede tre assister, mens Mikkel Hansen fortsatte sin gode sæson med endnu en scoring.
Backen har været et kæmpe lyspunkt hos Odense i den her sæson, hvor han har fået langt mere tiltro - blandt andet tid i powerplay - end tidligere. Også Jacob Andersson, den svenske back hos fynboerne, kom på tavlen mod Herlev, og det har Bulldogs brug for.
Sønderjyske kommer også med selvtillid efter den solide 6-1-sejr i Rungsted senest. Der har indfundet sig en vis form for rytme hos Teppo Kiveläs mandskab, der spiller god hockey og faktisk står med 15 point i de seneste otte kampe.
Kun kampene mod Esbjerg har været decideret skuffende på det seneste - i hvert fald resultatet - men det er kun vestjyderne og Herning, Sønderjyske har tabt til, siden den dårlige indledning.
Historikken: De to hold mødtes i den allerførste kamp i sæsonen, hvor Odense vandt 3-1 - ikke mindst på en stærk præstation af Emil Zetterquist i målet.
Det forventer vi: En playoff-agtig kamp med masser af tilskuere på lægterne. Disciplinen kommer til at vise, at ingen af holdene kommer til at give en tomme i aften. Det bliver en tæt kamp med fynboernes hjemmebane som måske den afgørende faktor.
Skader/karantæner: Odense Bulldogs: Sebastian Maddock og Jonathan Brinkman manglede mod Herlev, SønderjyskE havde Albert Grossmann og Vaclav Karabacek ude i kampen mod Rungsted.
Hold øje med: Kløve-brødrene har gang i noget stærkt her i sæsonens indledning. Begge er næstmest producerende på de respektive mandskaber og begge står med otte point. Begge har været ekstremt godt tilpasse og stærkt spillende i den her sæson.
Kampstart: Se kampen fra kl. 18.55 på DirekteSport
Kommentator: Michael Damsted