Et svækket fynsk hold blev blæst ud af Kvik Hockey Arena i første periode

Herning Blue Fox - Odense Bulldogs: 6-3 (3-0, 3-2, 0-1)

Philip Schultz var tæt på at give hjemmeholdet en perfekt start på kampen, da han blev sat op midt for mål af kædekammeraten Hjalte Thomsen. Afslutningen var såmænd udmærket fra Schultz men han måtte se sig afvist af en stærk redning fra Emil Zetterquist.

Sammen med Herning havde gæsterne fra Odense inden aftenens kamp ligaens bedste defensiv og der var brug for en stærk præstation i de bagerste rækker denne aften. Herning buldrede indledningsvist på og hele holdet skulle levere en mandfolkepræstation, der ikke blev mindre svært med fraværet af både Daniel Baastrup og Ross McDougall.

Derfor så det mere end svært ud da Blue Fox med ni sekunders mellemrum klappede til to gange. Kevin O'Neil satte sin femte sæsontræffer da han udnyttede at Morten Poulsen vanen tro tog udsynet fra den svenske keeper. Under 10 sekunder senere blafrede netmaskerne igen bag Zetterquist, da Anton Linde blev spillet fri foran mål og han var iskold foran kassen da han gjorde det til 2-0.

Selvsamme Linde havde en glimrende mulighed midt i slottet for at øge til 3-0, men den ære skulle i stedet tilfalde Emil Kristensen. Backen besidder et aldeles fremragende slagskud og han hamrede en puck ind bag svenskeren der formentligt kunne mærke suset fra pucken der fløj et par centimeter fra hjelmen på ham.

Odense skulle gøre noget og tog da også deres time-out. Tidligt, men det var svært at se at det ikke var nødvendigt hvis det ikke skulle blive rigtig grimt for fynboerne. 

Fødselsaren, Hjalte Thomsen, fik en friløber og forsøgte sig med en fræk afslutning som Zetterquist med det yderste af tåspidserne fik afværget. 

I den anden ende havde Janis Fecers endnu ikke for alvor været i aktion, men med et par minutter tilbage på uret måtte han hive en stor redning op af hatten da Dawson Tritt styrede en puck fra tæt hold. God aktion fra den unge lette, der dog også kan glæde sig over en næsten identisk backlinje som i sidste sæson. 

Tidlig afgørelse

Der skulle blot gå 33 sekunder af anden periode før Herning havde gjort det til 4-0. Arturri Toivola klappede en puck i sidenettet og efterlod Emil Zetterquist med en vis forvirring om hvor pucken befandt sig. Det udnyttede Jared Dmytriw til at lægge pucken i det mere eller mindre tomme mål og en af de lettere scoringer i karrieren.

Hård start for Odense, der faktisk spillemæssigt var bedre med i disse minutter og gæsterne tog sig også af kampens første mulighed i powerplay. Det var dog en disciplin som fynboerne har kæmpet med i denne sæson og gæsterne fik heller ikke udnyttet muligheden i denne ombæring.

Koldt og kynisk konverterede Herning i stedet sekunder efter man var blevet fuldtallige og det var ved en herre som nu har fået gang i målscoringen. Mathias Bau trak på tværs af zonen og havde også de sidste marginaler, da Zetterquist var tæt på at kunne holde pucken, men svenskeren måtte altså alligevel fiske pucken ud af nettet.

Blue Fox tog efterfølgende lidt for let på den defensive disciplin og det udnyttede Odense med det samme. Inde foran mål stod Maxime Trepanier placeret og han viste uimodståelig målnæse da han fandt frem til pucken under Fecers og akkurat fik den sendt det sidste stykke over stregen.

Seks scoringer var altså faldet på Kvik Hockey Arena, men der resterede godt og vel en halv kamp endnu, så den sidste scoring var næppe faldet endnu.

Derfor kom det heller ikke som nogen større overraskelse at måltavlen igen måtte på arbejde yderligere to gange i denne periode. Først var det Hjalte Thomsen der uforstyrret kunne give sig selv en fødselsdagsgave og reduceringen til 6-2 fra Trepanier blev igen en realitet grundet stor kvalitet i afslutningen.

Uskøn sidste periode

Herning havde et lille minut i powerplay fra tredje periodes begyndelse og det var uhyre tæt på at blive udnyttet til fulde. Morten Poulsen styrede en puck på stolpen og pucken fløj i en blød bue inden den landede igen midt i målfeltet. Oliver Kiljunen fik akkurat ikke sendt skiven over stregen og derved blev det ikke til endnu en fuldtræffer for den brandvarme finne.

Efterfølgende udviklede kampen sig i en form for dødvande, hvor Herning ikke investerede det samme og Odense havde ikke det fornødne til at ligge pres på værterne. 

Et powerplay til værterne sendte dog bud efter endnu en scoring og særligt Mathias Bau havde en stor mulighed for at passere Frederik Søgaard, der nu var at finde i gæsternes mål.

Også Odense kunne teste spillet i endnu et overtal og med to sekunder tilbage af udvisningen fik Bulldogs også reduceret yderligere. Backen Mikkel Hansen svang hammeren fra blå linje og det skud kunne Fecers ikke holde ude af målet. Dermed var de seneste to scoringer altså faldet til Odense.

Bulldogs kunne snige sig endnu tættere på Blue Fox da man igen stillede op i powerplay, men denne gang blev man afvist og topholdet kunne herfra køre sejren i hus.


KAMPEN KORT: Rødovre slog til i slutfasen og vandt i Aalborg OPTAKT: Herning Blue Fox-Odense Bulldogs