Herning Blue Fox ruller bare af sted.
Midtjyderne tog en flot skalp onsdag aften mod de schweiziske mestre fra Fribourg-Gotteron og her to dage senere gælder det en hjemmekamp mod Odense.
Mestrene har dog ikke vist mange tegn på at være mærket af det hårde program for øjeblikket og nu kan Herning - med blot 1.5 mål imod pr. kamp - koncentrere sig om Metal Ligaen.
- Champions Hockey League-kampene har været nogle andre kampe, end vi er vant til i vores egen liga. Vi har været nødt til at ændre mindset og fokusere på nogle andre ting, end vi normalt gør. Det synes jeg, at spillerne har været gode til, siger Hernings coach Garth Murray til Sportherning.dk.
Odense kommer med en frisk 3-0-sejr over Rødovre, hvor Emil Zetterquist holdt buret rent, og Dawson Tritt åbnede scoringen.
Fynboerne har samtidig sagt farvel til Karri Forsblom, hvis korttidsaftale ikke blev forlænget. Holdene har allerede mødt hinanden én gang i sæsonen, hvor Herning vandt 3-2 efter overtid i Odense. Fredag bliver det interessant, om Odenses mere luftige program kan være en fordel mod ligaens førerhold.
Det forventer vi: Odense kommer under pres, som alle andre udehold plejer at gøre i Herning. Spørgsmålet er, om Bulldogs kan holde 60 minutter i Kvik Hockey Arena. Fynboerne stod godt til Herning i den første indbyrdes kamp, så måske kan Odense drille det midtjyske tophold.
Hold øje med: Hernings Oliver Kiljunen er suverænt mest scorende i Metal Ligaen med 11 scoringer. Hos Odense kom Dawson Tritt for alvor på tavlen med en scoring og den hidtil bedste præstation i sæsonen i 3-0'eren over Rødovre.
Skader/karantæner: Herning Blue Fox er for øjeblikket skadesfri, mens Odense stadig mangler Sebastian Maddock og Jonathan Brinkman.
Kampstart: Se kampen fra kl. 19.25 på DirekteSport
Kommentator: Søren Kaster
Statistikken: Duellen står mellem de to hold, der har lukket færrest mål ind i gennemsnit pr. kamp. Herning har lukket 1.5 mål ind pr. kamp, mens Odense står med 2.4 mål pr. kamp imod.