Kampstart 19:30 i Sparekassen Danmark Arena

Begge hold kommer med trælse stimer ind til kampen i aften:

Aalborg har tabt de fire seneste hjemmekampe, hvilket nærmest er uhørt, mens Rødovre har tabt de seneste fem kampe i ordinær spilletid. 

Kampen spilles blot blot fem dage efter at nordjyderne vandt 3-1 i Rødovre. Her markerede Andreas Grundtvig sit comeback efter en skadespause med to scoringer og en plads på Metal Ligaens Ugens Hold. Aalborg måtte dog mandag se sig slået 3-1 i Herlev, hvor både Tyler Welsh og Oskar Kvist måtte forlade isen undervejs.

Welsh vendte tilbage, mens Kvist ikke kom på isen igen. Pirates har i forvejen været hårdt ramt på de offensive pladser, mens backen Nikolaj Carstensen også manglede senest.

Rødovre kommer med fem nederlag i træk og blot fem scoringer i de fem kampe. Mathieu Caron har flere gange holdt Mighty Bulls inde i kampene, men offensiven har haft svært ved at følge med. Fredag får Rødovre hurtigt muligheden for at svare igen på søndagens nederlag.

Skader/karantæner: Aalborg Pirates: Nikolaj Carstensen, Darien Craighead, Thomas Spelling og Tobias Ladehoff manglede senest. Oskar Kvist udgik mod Herlev og vendte ikke tilbage. Hans status er uafklaret. Hos Rødovre Mighty Bulls manglede Niclas Krarup og Jesse Vuorela senest.

Hold øje med: Andreas Grundtvig scorede to gange senest og det var måske startskuddet på en god periode for den farlige angriber? Hos Rødovre er det næsten trivielt at nævne Caron i målet, men han skal igen stå en stor kamp, hvis Rødovre vil have noget med hjem.

Det forventer vi: Aalborg med initiativ, Rødovre med en solid og disciplineret defensiv, der skal holde tæt, mens special teams skal slå til i modsatte ende.

Kampstart: Se kampen fra kl. 19.25 på DirekteSport

Kommentator: Claus Jensen


OPTAKT: Herning Blue Fox-Odense Bulldogs OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Sønderjyske