Kampstart 19:00 i Nordjyske Bank Arena

Odense Bulldogs er under pres i aften. 

Fynboerne skal en tur til Frederikshavn, hvor det mere eller mindre skal blive til tre point, hvis det skal blive til en plads i Metal Final4 - selvfølgelig også afhængig af, hvordan udfaldet bliver i kampen i Vojens. 

Det var egentlig en fornuftig kamp, Odense præsterede mod Sønderjyske, men i slutfasen var det Sønderjyske, der så ud til at have flere kræfter, kulminerende med Andreas Kløves afgørende scoring til 3-2.

Desværre for Odense indeholdt kampen også en af de sjældne fejl af Emil Zetterquist som kostede et tidligt mål til Sønderjyske i tredje periode.

Zetterquist skal være helt oppe på stikkerne i aften, hvis Odense skal stoppe Frederikshavns stærke og hurtige offensiv, der spillede en fin og fornuftig kamp fredag aften, hvor det blev til 4-1 over Rungsted.

- Vi skabte måske ikke så meget i første periode, men vi havde kontrol over kampen, og vi tilpassede vores midtzonespil. Vi havde lidt for meget afstand mellem backer og forwards i første periode, og det gjorde det svært at spille ud af presset. Det får vi justeret til anden og tredje periode, og så begynder vi at skabe en masse chancer, og vi holder snuden i sporet.

- Det siger jeg også til drengene mellem anden og tredje periode. Målene kommer, hvis vi bliver ved på denne her måde, sagde Frederikshavn-træner Casper Stockfisch til Kanal Frederikshavn efter kampen mod Rungsted.

Hold øje med: Skal der snart en pointbølge til fra finnerne Ring og Karppinen? Hos Odense ser Dawson Tritt ud til at være kommet stille og roligt i gang. Fremragende powerplaymål fredag aften.

Skader/karantæner: Odense stadig uden Jonathan Brinkman og Sebastian Maddock, Frederikshavn senest stadig uden Jesper Bank Olesen, Mikkel David og Lukas Parik.

Det forventer vi: Frederikshavn lille favorit via hjemmebanen, men mod et Odense-hold, der må "smådesperat" i kampen for en Metal Fina4-plads.

Historikken: Det kan nemlig sagtens blive lige så tæt som sæsonens første kamp, hvor Frederikshavn vandt 1-0 i Odense på et mål i det 49. minut af Ante Karppinen. 

Kommentator: Claus Jensen guider dig gennem de 60 minutter i Frederikshavn. 


Rødovre Mighty Bulls sadler om: Ejerskabet består nu af tre personer SKARPE SKUD: Se billederne fra Rødovre-Herlev