“Jeg døjer lige med lidt tankemylder i øjeblikket”

Ordene falder uventet. Ærligt... Beskeden tikkede ind på telefonen kl. 02:42 og giver instinktivt mening. Nordjyden ankommer i en bil med et selvportræt på siden og går hjemmevant gennem cafeteriet. Han tøver et sekund inden han leder os ned i de hellige korridorer på Kvik Hockey Arena.

Alligevel er han ikke i sit rette element - i stærk kontrast til når han snører skøjterne og betræder isen. På isen er han urørlig. Det fortæller statistikkerne, men står for alvor klart når man først betragter ham i aktion. Et naturtalent. Problemet er bare, at det var han ikke...

Han er født og opvokset op i Frederikshavn. Hans forældre døbte ham Mathias From.

“Jeg boede ret tæt på hockeyhallen og min storebror (Kennie Christensen) spillede ishockey så det var meget naturligt at lige cykle ned i hallen. Jeg spillede også fodbold så der var altid fuld fart over feltet, og ved bordet til aftensmaden blev der altid snakket sport. Frederikshavn var et fantastisk sted at vokse op og jeg har altid elsket at komme tilbage til byen og Skagen om sommeren. Byen har sin charme, men for at være ærlig har jeg ikke den store tilknytning til Frederikshavn. De fleste af mine kammerater er også flyttet fra byen, men jeg elsker at komme hjem og holde jul - bare os fire.”

Skolen sagde ikke Mathias From det store og kræfterne blev i stedet brugt i den gamle hal fra 1964. Den tidligere topspiller, Radim Piroutek, stod for skøjtetræningen, som der da også er brug for, når man lidt splejset ikke just foretrækker spillet ved banderne.

Til Rögle som 16-årig, "gi' det lige en dag mere"

Talentet var der ikke indledningsvis – det skulle man kigge mod Aalborg og Nikolaj Ehlers for at finde. En sommer skete der dog noget der gjorde forskellen på de to spillere mindre.

“Der skete et eller andet fuldstændigt anderledes da jeg kom tilbage den sommer. Jeg følte jeg kunne se isen meget bedre og min spilforståelse voksede drastisk. Den fysiske træning i styrkerummet sagde mig ikke noget, så jeg løb gerne rundt og driblede med puck eller bold. Det betød at jeg lige pludselig kunne tage pucken med om bag eget mål og løbe ned og score.”

Lige præcis det scenarie har publikum i diverse haller været vidne til flere gange end i en almindelig sæson. Talentet voksede nu i samme tempo – og mødet med den svenske hockeyskole for var uundgåeligt. Mathias From flyttede i en alder af bare 16 år ind hos en gammel legende i traditionsklubben Rögle BK og de nære familiebånd blev sat på en hård prøve da først spændingen ved de nye omgivelser havde lagt sig.

“Jeg kan tydeligt huske da mine forældre satte mig af. Jeg gik op på mit værelse og følte ikke jeg kunne kontrollere mine følelser. Jeg blev meget ked af det da mine forældre var kørt, men min mor kom lige pludseligt tilbage for hun kunne heller ikke klare det. Jeg græd faktisk rigtig meget i starten og Facetime blev taget i brug langt de fleste aftener. Jeg led af kraftig hjemvé, men min far sagde altid “gi det lige en dag mere – og ellers kommer jeg selvfølgelig og henter dig”. Udover det var min rumbo og de andre holdkammerater gode til at hjælpe mig, og så har jeg altid formået at starte morgendagen ud med en positiv indstilling. Det var en hård tid i Rögle, men det var samtidig en helt fantastisk tid hvor jeg virkelig udviklede mig”

Vejen til NHL blev for lang

På isen kunne modgangen dog ikke stoppe den viljestærke forward og allerede sæsonen efter kunne Mathias From gøre debut i den bedste svenske række, SHL. Samme sæson stiftede han for første gang bekendtskab med A-landsholdet og året efter blev han inviteret til USA. Chicago Blackhawks var værter og samme klub draftede senere det danske stjerneskud. Klubben flyttede det år rundt på deres valg i draften og derfor blev nordjyden først taget i femte runde som nr. 143 i år 2016. Kursen var sat og NHL var målet. Men sådan gik det ikke og hovedpersonen har selv en idé om hvorfor.

“Jeg skulle over og spille i AHL, men Chicago missede akkurat slutspillet det år, og så røg der nogle NHL-spillere ned på farmerholdet som til gengæld gik i finalen det år. Derfor blev det ikke til spilletid derovre og det var selvfølgelig et nederlag for mig. Senere hen begyndte klubben at rådgive mig i ting jeg skulle forbedre, min nye klub (AIK) havde andre idéer og min agent nogle helt tredje. Jeg har altid fungeret bedst når der er ro omkring mig, og derfor blev det mere et pres. Samtidig tog jeg nogle forkerte klubvalg i den periode og fik ikke den rolle på holdet jeg ønskede. Jeg kunne godt mærke at vejen til NHL blev længere og længere og til sidst også for lang, men jeg er da selvfølgelig pisse stolt over at være blevet draftet. Men det, at det ikke lykkedes, blev mere en byrde end en glæde over hvad jeg havde præsteret.”

Tiden efter gik med refleksion. Skulle man have taget turen til USA og de amerikanske juniorligaer? Selv vurderer han i dag at hans aktier formentligt havde været større og projektørerne på de store scener forblændede ham sandsynligvis også. Drømme forvandledes til forbandelser, ansvaret placeredes på de forkerte og til sidst var der ikke andet end bagsiden af medaljen tilbage.

Positivt sind

Mathias From fremstår i dag utrolig positiv af sind. Nederlagene er blevet konverteret til en ukuelig tro på egne evner, og han betoner flere gange at han intet fortryder. Mennesket er vokset og i rygsækken ligger der flere erfaringer end de fleste 26-årige kan mønstre.

“Jeg har lært mig selv at kende på flere måder, og der findes både en ishockeyspiller og en almindelig ung fyr i mig. Jeg skulle finde ud af hvem Mathias From er når jeg ikke er på isen. Jeg går stadig mine egne veje, men er i dag noget mere bevidst om hvad der skal til for at jeg trives som menneske og ishockeyspiller.

Jeg kan for eksempel huske at vi i min foreløbige sidste sæson i Sverige for Modo spillede om oprykning til SHL. Vi spillede for fulde huse oppe i Björklöven og vandt den første kamp efter fem perioder. To dage senere spillede vi hjemme og der var ingen tilskuere. Jeg har aldrig spillet en kamp før hvor jeg ingenting følte, men alt virkede bare ligegyldigt. Inden tredje periode fik vi så at vide at sæsonen var aflyst grundet corona. Så stod man der oppe i det nordlige Sverige og var totalt isoleret. I den periode er jeg i dag lykkelig for at jeg ikke var helt alene. Jeg kunne ikke tage hjem til Danmark, og alle mine holdkammerater forsvandt bare fra den ene dag til den anden.”

Selvom Modo for ham var et af de fedeste steder at spille ishockey så var månederne mørke og afstanden til familien stor. Klubben lokkede med en 3-årig kontrakt, men tyske Düsseldorf fristede med en større pose penge og kunne samtidig tilbyde en plads i DEL (Tysklands bedste ishockeyrække). Målet havde altid været at spille på højst mulige niveau, så det blev tyskerne der løb med danskerens underskrift.

Skulle have tjekket holdkortet

Skæbnen var dog ikke færdig med Mathias From og starten på det tyske eventyr var plaget af skadesproblemer der altså skal lægges oven i den omvæltning de fleste mennesker gik igennem i denne periode. Isolationen, kombineret med den daværende kæreste der flyttede hjem til Sverige for at studere, gjorde det til en personlig lærerig - men også ensom sæson. Tilbuddene var for første gang få, savnet til kæresten stort og dermed var comebacket til svensk ishockey en realitet. Denne gang med Västerås som destination.

“Jeg skal ikke bebrejde min agent noget, men man skulle nok have tjekket holdkortet inden aftalen blev indgået. Jeg har aldrig kunnet finde ud af at begå mig i en fjerdekæde. Selv skulle jeg nok også have sat overliggeren lidt lavere og dermed fået en mere bærende rolle. Jeg arbejdede stenhårdt men havde ligesom fået det der stempel “ikke god nok” og det ville bare ikke rigtig lykkedes. Tvivlen satte ind, men jeg troppede alligevel op til næste sæson med ny energi. Jeg fik ét skifte i tre kampe. Det var i powerplay og jeg endte med at tage en udvisning. Det var ligesom prikken over i'et og der havde Herning allerede henvendt sig om sommeren. Men jeg må være ærlig og sige at jeg aldrig havde troet jeg skulle tilbage og spille i Danmark.”

De mange nederlag undervejs sad nu eftertrykkeligt i nordjyden og glæden ved ishockey var svær at finde. Det var ikke længere det værd og man kunne se alle andre have det sjovere end en selv. Det virker på alle måder utænkeligt for en spiller der lige nu jagter rekorden for flest point af en dansker i hele ligaens historie. I dag påpeger Mathias From da også selv, at han ikke kunne være gladere for sin beslutning om at tage hjem til Danmark. For i Herning har han foruden succesen på isen fundet noget endnu vigtigere; sig selv.

Blev glad for at stå op igen

“Jeg blev glad for at stå op hver dag. Jeg blev glad for at mine forældre var to timer væk. Mine venner er lige i nærheden, jeg trives med mine holdkammerater og hele måden man gør tingene på her. Jeg har fået lov til at dyrke den selvtillid jeg længe har ledt efter.

Samtidig har jeg aldrig været så nervøs i mit liv som jeg var da jeg tog køreturen fra Sverige til Herning. Det var sådan lidt; enten skulle jeg komme hjem og brænde ligaen af eller også skulle jeg finde mig et almindeligt arbejde. Jeg blev ansporet af at klubben viste de fuck*** gerne ville have mig, og det her var det bedste set-up i hele Danmark sammenlignet med hvad jeg var vant til før. Jeg havde lært af mine erfaringer at det jeg gjorde nu - det skulle jeg gøre 100 %. Alt det andet i mit hoved har bare stået i vejen for mig. En del af det jeg skal hjælpe holdet med er at lave point, men det fylder intet for mig hvad nummer jeg er på topscorerlisten. Målet var i stedet at genfinde glæden ved ishockey og man kan vel godt sige jeg er lykkedes med begge dele.”

Danmark er ikke så tosset

Fra de dystre tanker om ishockey-sporten til at slutte Metal Ligaens grundspil af som ligaens bedste spiller er der nu gået to år. Fremtiden er uvis, men ser lysere ud end nogensinde for Mathias From. Mennesket og ishockeyspilleren går hånd i hånd. Der er stadig kampe at kæmpe - både inde og udenfor isen. Definitionen af det gode liv står klarere nu og han tegner selv vejen derhen. Arrene på sjælen skræmmer hverken ham selv, kærligheden eller karrieren væk. Hovedpersonen får selv lov at runde denne artikel af med følgende ord:

"Jeg har altid inderst inde vidst at jeg var bedre end hvad jeg selv havde vist verden. Troen på mig selv har gjort hele forskellen. Jeg begik også fejl i mine første kampe hos Herning, men nu lavede jeg dem indtil det lykkedes. Jeg vidste, at jeg i Herning kunne få tiden og pladsen til det, og i dag ved jeg også, at det slet ikke er så tosset at være i Danmark. Det er faktisk lige præcis som jeg aldrig havde troet det var. Jeg havde jo altid troet, at jo højere niveau du spiller på, jo mere lykkelig var du. Nu ved jeg at det ikke handler om hvor du er, men hvor du er på vej hen"