Efterveerne fra Corona-smitten har været tunge i Herlev-truppen
Herlev Eagles har haft hårde tider på det seneste, hvor Covid19 har været helt inde på livet af Eagles-spillere og ledere. Men efterhånden er Herlev, der i alt har haft 14 smittede i truppen, nede på en spiller i karantæne.
I dag påbegynder Eagles istræningen efter en lang pause, som man naturligvis gerne ville have været foruden. For Coronaen har været hård ved Eagles-aktørerne, skriver direktør Lars Skjøth i et brev på klubbens Facebook-side.
- I dag onsdag d. 4. november har vi vores første istræning i 13 dage med noget der ligner fuldt hold og så alligevel ikke.
Ud over den ene spiller som endnu ikke er clearet, vil det også for nogle af de, som har været smittet, tage tid at komme tilbage. Eftervirkningerne kan være barske og ikke alle kan klare normal træning endnu, forklarer han.
- De skal igennem et skåneprogram og der kan gå tid før de er fuldt funktionsdygtige, skriver Lars Skjøth.
- Men vi er glade og ser positivt på tingene igen og så har ”krisen” vist os at vi som hold står sammen, når det gælder. De raske har hjulpet de syge med alt fra indkøb og madlavning til hundeluftning. Et solstrejf i en ellers trist tid, siger han.
Herlev Eagles møder SønderjyskE i den første kamp efter pausen. Det er først om en uge, onsdag 11. november.