Som det ser lige nu, bliver der maksimalt plads til 500 tilskuere i både håndbold- og ishockeyarenaerne herhjemme i den kommende sæson.
MEN, der kan altså stadig nå at komme justeringer i positiv retning for tilskuertallet, og det er helt nødvendigt for at både håndboldligaerne og Metal Ligaen skal køre i gang på den rette måde, siger flere direktører fra brancherne i en artikel på DR.
- Så kigger vi ind i en ishockeyverden, hvor man vil se konkurser i løbet af den sæson, vi går ind i. Det vil gå forholdsvis hurtigt, og dansk ishockey må lægges i graven. Det er meget barskt at sige, men det tror jeg desværre kommer til at ske, for vi kan ikke efterleve noget. Hverken over for sponsorer, fans, tv-aftaler og hovedsponsorer, siger direktør for Blue Fox, Torben Skovsgaard til DR.dk.
Håbet i både håndbold- og ishockeybranchen er, at man i stedet for at sætte en grænse på et defineret antal, i stedet deler hallerne op i forskellige områder og derefter vurderer på kapaciteten for den enkelte arena.
- Folk kan få egen indgang, egen udgang, egne toiletter og egne boder. På den måde kan vi dele hallen op i sektioner, som gør, at vi har små grupper sammen og kan garantere, at de ikke kommer i kontakt med hinanden, siger Aalborg-direktør Morten Secher eksempelvis.