Det blev til en enkelt assist til Joachim Blichfeld, da han i aftes for første gang nogensinde tog plads på "førsteholdet" i hjembyen Frederikshavn.
Blichfeld spillede kamp for første gang i hele otte måneder, og det betød naturligvis, at han ikke mødte op i superform i Bitcoin Arena. Det siger han til Kanal Frederikshavn, der talte med San Jose Sharks/San Jose Barracuda-spilleren efter kampen.
- Jeg synes, det gik okay taget i betragtning, at det var min første kamp i otte måneder. Jeg kunne godt mærke, at jeg lige skal i gang igen, siger Joachim Blichfeld - og kaldte White Hawks-målmand Mathias Seldrup for bedste mand hos nordjyderne i kampen.
- Vi lavede gode ting til tider i kampen, men de laver mål på vores fejl. Vores målmand spillede en rigtig god kamp, lyder det fra Blichfeld, der får en chance for at vise sig frem for hele hockey-Danmark, når han på fredag spiller tv-kamp.
Frederikshavn møder SønderjyskE hjemme i Nordjyske Bank Arena.