Canadiske Tim Daly var noget for sig i sæsonen 2018/19.
På trods af sin position som back, dukkede han konstant op i offensiv zone, hvor han huserede med konstant farlighed. Han endte med fænomenale 57 point i 54 kampe, og hans 46 point i grundserien sendte ham ind i top 10 i pointligaen.
Nu vender han ifølge Hockeymagasinet.dk tilbage til Rungsted efter en sæson i Erste Bank Eishockey Liga, hvor Tim Daly spillede for den italienske storklub HC Bolzano.
Pointhøsten blev - godt nok i en større og stærkere liga - markant forringet, for Tim Daly formåede blot at sætte 11 point i 51 kampe for den italienske klub, men nu skulle han altså være tilbage med kurs mod Rungsted, der med Daly og Shane Hanna kan få en meget skarp offensiv backside.
Det ser giftigt ud efterhånden med Rungsted, der i forvejen har svenskerne Nihlstorp, Persson og Olsson på holdet, ligesom Nichlas Hardt også er meget varmt navn i kulissen som ny dansk profil. Også canadiske Charlie Sarault har skrevet kontrakt med Rungsted for den kommende sæson.