Første hjemmesejr til Herning over Herlev i sæsonen

Herning Blue Fox-Herlev Eagles 6-3 (2-0, 4-2, 0-1) Blue Fox skulle ikke bruge mere end 30 minutter på at afgøre kampen. Da Herlev skiftede målmand, stod der 6-1 på måltavlen, men herfra slap værterne speederen en smule, og gæsterne kunne reducere til slutresultatet.

På et gabende tomt Kvik Hockey Arena skulle Blue Fox forsøge at hente tre vitale point i kampen om 2. pladsen i Metal Ligaen.

Blue Fox stillede til start uden Nicolai Weichel og ellers tilbagevendte Bjørn Uldall, mensgæsterne savnede Johan Skinnars og Ulrich Linnet.

Hernings jagt på både den mission og at få bugt med sæsonens onde ond startede fladt ud, og det lignede at også spillerne skulle vænne sig til de specielle omstændigheder.

Således fik de to hold dårligt nok løsnet et skud, og havde indledningsvis svært ved at kreere chancer.

Herning fik alligevel hul på bylden først da rævenes første kæde fik bidt sig fast. Morten Poulsen så ellers ud til at blive presset ud af zonen, men han lagde i stedet en sukkerpasning til Reid McNeill som passerede Emil Jidskog med et fladt skud.

Herlev var tæt på at slå omgående tilbage efter en fejlpasning i egen zone, men desværre for gæsterne måtte Magnus Jonassen se sin flotte styring stryge over målet.

Kristoffer Astorp og Tobias Ruelykke tog sig en mindre svingom, og halvandet minut senere måtte Magnus Koch trække i nødbremsen da Cam Brace snoede sig alene igennem.

De 30 sekunder i fire mod tre kastede ikke noget af sig, men så opstod der ellers kaos i gæsternes zone. Morten Poulsen fik pludselig en kæmpe chance da pucken tog et skævt udspring fra banden, og pucken var også oppe at studse overliggeren i sekunder efter.

2-0 målet blev dog en realitet kort efter. Cam Brace besidder et aldeles fremragende håndled, og med et svirp fra distancen sendte han pucken op i målhjørnet. I øvrigt jublede canadieren ironisk over mod supporternes vante plads i hallen.

Herlev fik et powerplay sent i perioden, og Niklas Tikkinen lykkedes også med at passere Simon Nielsen. Pucken ramte dog stolpen og holdene kunne skøjte til pause.

Herning afgjorde kampen

Joachim Linnet fik en tidlig chance i anden periode for at gøre det til 3-0, men den  ære tilfaldt i stedet nok engang Cam Brace.

Denne gang udeblev nødbremsen, og så kunne canadieren alene med Jidskog  finte svenskeren og lægge pucken mellem benene.

De tomme tribuner spændte på ingen måde ben for Blue Fox der fortsat bare buldrede videre. Jonne Virtanen kunne efter et større klumpspil trykke pucken i kassen til 4-0.

Herlev var dog endnu ikke slået, og Joonas Riekkinen kunne med en fremragende styring reducere til stillingen 4-1.

 

Brodie Dupont fik i samme ombæring en udvisning for usportslig opførsel, og så var der pludselig en gedigen livline for gæsterne.

Den mulighed formåede "ørnene" ikke at tage vare på, og så måtte Emil Jidskog på ny fiske pucken ud af nettet. Selvsamme Dupont gjorde skaden god igen da han satte bladet på skuddet fra Jakob Jessen.

Få sekunder senere øgede Markus Jensen på et maskeret skud, og så havde Emil Jidskog set nok. På mål kom Christian Elmose ved stillingen 6-1 til Herning.

Selv i undertal fortsatte Blue Fox med at køre på. Thomas Andersen kunne  efter en længere puckbesiddelse smække pucken på overliggeren.

Herlev kunne spille fem mod tre i halvandet minut, men heller ikke her kunne gæsterne spille op med hjemmeholdet. Faktisk var Morten Poulsen tæt på at trampe sig igennem alene mod mål.

Med 0,1 sekund tilbage på uret lykkedes det Victor Rollin Carlsson at reducere til 6-2 da han passerede Nielsen i to omgange.

Grim afslutning

Blue Fox skulle forsøge at holde kadencen i tredje periode, men i et tidligt powerplay lykkedes det ikke rævene at udbygge føringen.

Da hjemmeholdet igen fik chancen i overtal burde sukkerpasningen fra Kristoffer Astorp have fået behandling som fortjent. Markus Jensen manglede lige et par centimeter i stoklængden.

Cam Brace var tæt på at fuldende sit hattrick, men denne gang sendte han pucken over mål.

Herning var fortsat først på det meste, men de hold skruede ikke ned for hverken fysikken eller tempoet.

Jonne Virtanen satte sine små 120 kg ind på kroppen af Magnus Koch, og på vejen til straffeboksen kunne man høre finnen sige "Come on, let's play hockey".

Herlev udnyttede denne gang deres overtal da Rasmus Nielsen mistede hjelmen. Det efterlod en mindre motorvej til Victor Rollin Carlsson som smukt satte pucken op under overliggeren.

Lasse Lassen kæmper med at finde målformen fra december og januar, og han var tæt på at bryde "forbandelsen" da han tæt under mål listede pucken på stolpen.

Simon Nielsen havde en fremragende redning på Alexander Lindqvist-Hansen, men det kunne ikke ændre på at Herlev faktisk vandt tredje periode.

Dermed er Blue Fox endnu ikke sikre på at slutte toer i grundspillet da også SønderjyskE hentede 3 point.

Magnus Koch sluttede desværre kampen af med en grim tackling til hovedet på Morten Poulsen. Poulsen skøjtede i omklædningsrummet ligesom Koch, der blev noteret for en game misconduct.


VIDEO: Højdepunkter fra Esbjerg-Rungsted SønderjyskE sikrede sig tredjepladsen i Frederikshavn