Herning Blue Fox var presset.
Også mere end de fleste havde forventet. Midtjyderne vandt 4-2 over Frederikshavn i kampe og i de første to kampe i Frederikshavn var der frustrationer at spore i den midtjyske lejr.
Men herningenserne fandt sig selv og endte med at vinde 5-0 i kamp fire, hvilket var en enorm lettelse for direktør Torben Skovsgaard. Det er første gang siden 2018, at han skal se sin organisation spille semifinale, når det gælder kampene mod enten Herlev eller Esbjerg.
- Mentalt har været hårdt ved os alle sammen. Vi vidste, at der var en risiko for, at vi ikke kom igennem, og det ville have været en katastrofe, hvis det var sket igen i år. Det her er vigtigt for vores fremtid både sportsligt og kommercielt. Fans, sponsorer og hele vores netværk higede efter, at vi fik bevist, at vi kunne komme videre fra en DM-kvartfinale, fastslår Torben Skovsgaard overfor Sportherning.dk.
Samtidig vurderer han, at semifinalebilletten var mindst lige så vigtig som sejren ved Metal Final4, for ligaen er nu engang det vigtigste element i en lang ishockeysæson.
Enighed hos Mathias From, der kalder seriesejren en forløsning.
- Man har sagtens kunnet fornemme et underliggende pres, fordi Herning ikke har været i semifinale længe. Det blev sagt fra alle sider, at det ville blive en walk-in-the-park at møde Frederikshavn, men de kæmpede enormt hårdt og har i den grad givet os kamp til stregen, siger han - også til Sportherning.dk.
Herning spiller hjemme i første semifinale i næste uge. Enten mod Herlev Eagles eller Esbjerg Energy.