ODENSE tildeles bøde – cheftræner får officiel advarsel
Dette er kommet fra IIHF's Situation Room, der varetager Metal Ligaens disciplinærsager:
I forbindelse med kampen mellem ODE og HER den 9. januar 2026 er der efter en automatisk gennemgang truffet afgørelse vedrørende en Game Misconduct-straf for Abuse of Officials, som blev tildelt Jason O’Leary, cheftræner for ODE.
Gennemgangen er foretaget på baggrund af dommernes rapport samt videomateriale fra kampen. Her fremgår det tydeligt, at der opstod en konfrontation mellem cheftræneren og kampens dommer. Videoen viser, at cheftræneren kalder dommeren hen til bænken for en dialog, hvorefter der opstår en verbal udveksling, som umiddelbart efter fører til, at træneren bortvises fra kampen.
Ifølge dommernes rapport var der tale om den tredje konfrontation inden for et tidsrum på cirka fire minutter, og det anføres, at de anvendte ord var af personlig karakter og overskred grænsen.
Det understreges, at det på intet tidspunkt er acceptabelt, at trænere eller øvrigt stabspersonale fremtvinger konfrontationer med kampens dommere eller anvender personligt ladede udtalelser, der går over stregen. Klubber og cheftrænere har flere officielle muligheder for at rejse spørgsmål eller anmode om afklaring af regler gennem Ligaens ledelse.
Hændelsen vurderes at være af en sådan karakter, at der er grundlag for sanktion. ODE tildeles derfor en holdbøde på 5.000 kroner, i overensstemmelse med tidligere sanktioner for lignende adfærd blandt bænke-personale i indeværende sæson. Derudover tildeles ODE’s cheftræner Jason O’Leary en officiel advarsel for sin optræden.
Straffen og sanktionen vil forblive registreret på cheftrænerens disciplinære historik for resten af Metal Ligaen-sæsonen 2025/26. Såfremt der fremover opstår yderligere situationer, hvor han findes i overtrædelse af reglerne om Abuse of Officials, vil han blive betragtet som gentagelsestilfælde og sanktioneret derefter.
Da sanktionen ligger under appelgrænsen i henhold til de sanktionsretningslinjer, som Metal Ligaens klubber har vedtaget, er bøden på 5.000 kroner samt den officielle advarsel endelig. Afgørelsen vil blive offentliggjort via relevante medier.