Frederikshavns russiske elegantier kom slemt galt af sted i Vojens i eftermiddag

Aleksander Bumagins uheldige sæson fortsætter tilsyneladende i det uendelige.

Den dygtige russer hos Frederikshavn var netop ved at komme i form igen efter en længere pause på grund af en albueskade, men hans sæson kan nu være overstået, før det sjove overhovedet er begyndt.

I slutningen af kampen mod SønderjysKE i eftermiddag var russeren i en ekstrem bredstående stilling, da han forsøgte at dække op inde foran eget mål. Mens Bumagin nærmest var nede i spagat på skøjter, kolliderede han med SønderjyskE's Daniel Kønig Hansen, og det gav et voldsomt riv i russerens højre knæ, der nærmest blev vredet om som en karklud.

Bumagin udgik med store smerter, som varede ved hele vejen hjem til Frederikshavn, hvor han på anbefaling af lægen i Vojens blev kørt i privat bil i stedet for bussen.

Fra White Hawks forlyder det, at Bumagin hurtigst muligt skal scannes for at slå fast, hvor slem skaden er. Men det så ikke godt ud, og i værste fald kunne det ligne et farvel til sæsonen for Bumagin.


SKARPE SKUD: SE BILLEDERNE fra kampen mellem Herlev og Esbjerg 6-3: Aalborg vendte og vandt topopgøret mod Rungsted