Mountfield-træneren karakteriserer Odense som en "ubehagelig modstander"

Odense Bulldogs-bussen kører i denne uge mod Tjekkiet, hvor de forsvarende danske mestre skal spille to kampe i den første fase af Champions Hockey League-sæsonen. 

Fynboerne skal til Hradec Kralove for at spille mod Mountfield HK fredag aften klokken 17:30, mens det søndag eftermiddag klokken 16 gælder en kamp mod Kometa Brno.

To vanskelige opgaver for fynboerne, der fredag i Hradec Kralove møder et hold fyldt med stærke tjekkiske spillere, krydret med en række imports på et ret højt niveau. Samtlige fem canadiere hos Mountfield har således mindst AHL-erfaring. 

Det er klart, at Odense mod et hold, der kom i semifinalen i den tjekkiske Extra Liga, altid vil være underdogs. Men ikke desto mindre skal fynboerne naturligvis "gå efter den" og har alt at vinde både i Hradec Kralove og Brno.

Mountfield-træner Tomas Martinec udviser stor respekt for fynboerne i sin udtalelse på klubbens hjemmeside. 

- Odense er dansk mester og en stærk og ubehagelig modstander, ligesom stort set alle hold fra Nordeuropa. Vi får helt sikkert ikke noget foræret, men det bliver vores første hjemmekamp i Champions Hockey League, og vi vil meget gerne vinde den, siger han. 

I sidste sæson fik Sønderjyske ingen point med fra sin CHL-deltagelse, mens det i 2023/24-sæsonen lykkedes Aalborg at hente en enkelt pind i de seks kampe i "ligafasen."


Sæsonen nærmer sig: Esbjerg Energy og Aalborg Pirates tester i aften Tre kampe flyttes på grund af Continental Cup-finale - her er de nye datoer