Odense Bulldogs gjorde endnu engang Metal Ligaen stor ære, da det søndag eftermiddag gjaldt kamp to i gruppefasen i Champions Hockey League.
Efter sejren over Mountfield HK fredag aften, var Odense på en endnu sværere opgave søndag mod de tjekkiske mestre fra Kometa Brno, der i premierekampen havde slået de svenske vicemestre fra Brynäs med 3-1.
Og på trods af, at det endte med en 5-2-sejr til Brno, slap Odense fra kampen med al mulig respekt.
For Brno kørte på ingen måde fynboerne over, men måtte slide hårdt for at komme forbi Bulldogs.
Første periode var tæt og jævnbyrdig, hvilket statistikkerne efter kampen også viste. Odense havde nemlig en "expected goals"-rating, der var tæt på at være lige så god som hjemmeholdets, og fynboerne havde flere gode chancer i løbet af de første 20 minutter.
Mason Klee udnyttede en af dem, da han hamrede 1-1-målet i kassen i slutningen af første periode. Klee har i løbet weekenden vist, at han kan blive en solid forstærkning for Bulldogs i den kommende tid.
Brno bragte sig på 2-1 kort inde i anden periode ved Hynek Zohorna, og det var helt "planmæssigt" efter de to klubbers formodede styrkeforhold.
Bulldogs lagde sig ikke ned. Og det var på ingen tilfældigt, at Kevin Karlsson udlignede halvvejs inde i kampen. Det kom efter et langt Odense-pres, der til sidst resulterede i et mål, hvor Karlssons tværpasning ramte en tjekkisk skøjte og røg i nettet derefter.
Kort efter havde Odense en kæmpechance til at gå i føring, efter at det tjekkiske forsvar blev spillet helt rundtosset, men det blev ved lige ved og næsten.
Den fynske fjerdekæde blev fanget efter en icing ved 3-2-målet, hvor Brno satte kanonerne ind og fik scoret ved Simon Stransky.
I tredje periode øgede tjekkerne føringen to gange, men det var først i det 57. minut, at kampen definitivt blev afgjort.
Endnu en meget, meget stærk præstation af Odense, der dermed lagde op til et par store brag i den kommende uge.
Først kommer de forsvarende CHL-mestre fra Zürich, ZSC Lions på besøg, og derefter gælder det altså "danskerklubben" Klagenfurt lørdag aften klokken 19.
Forhåbentlig kommer der mange tilskuere i Spar Nord Arena til de kommende storkampe.