Tocifret nederlag i Frøs Arena lørdag aften

Det var en hård aften for SønderjyskE.

Ikke lige den lørdag man ønskede, hverken som spiller eller, hvis man var på lægterne i Frøs Arena og holdt med de lyseblå.

Sønderjyderne - de forsvarende Continental Cup-vindere - blev nemlig rullet ud af egen hal mod de forsvarende schweiziske mestre fra EV Zug. Det var ikke frygtelig morsomt at føle Zugs klasse for sønderjyderne.

Det schweiziske tog blev sat i gang tidligt i kampen af Carl Klingberg og så rullede det ellers gennem Vojens med ekspresfart. Schweizerne scorede med jævne mellemrum og endte med at vinde med de ydmygende cifre 10-0 - formentlig SønderjyskE's største nederlag nogensinde i Frøs Arena.

SønderjyskE var uden angriberne Shawn O’Donnell, Mikkel Jensen og Mathias Borring og det kostede kræfter og bredde mod klassemandskabet fra Schweiz, der var ude på revanche efter 3-5-nederlaget mod Rögle lørdag aften.

1189 tilskuere var på plads i Vojens og Patrick Galbraith måtte tage imod 38 skud på aftenen. 

15 gange skød SønderjyskE på mål, og det eneste positive Mario Simioni kunne tage med fra kampen var, at nogle af hans unge spillere fik værdifuld erfaring med ishockey på højeste niveau.

På torsdag møder SønderjyskE Red Bull München i Tyskland, inden det to dage senere går løs med returkamp i Schweiz mod Zug.

Ikke nogen nem udebanetur, der venter for Mario Simionis mandskab. 


EFTER OL-TRIUMFEN: Metal Ligaen begynder i morgen! Blue Fox fandt momentum i midten af kampen og slog Frederikshavn