SønderjyskE skal turde at tage chancer i aften, siger Mads Christensen

- Det bliver en stor, stor udfordring for os. München spiller aggressiv ishockey og er et virkelig stærkt mandskab og forsvarende tyske mestre. Det bliver ishockey på et meget højt niveau, vi kan præsentere for publikum i Vojens. Både mod München og EV Zug på lørdag, siger SønderjyskE-træner Mario Simioni før kampen i aften i et interview med klubbens hjemmeside.

Red Bull München kvalificerede til sig CHL via en andenplads i grundspillet sydlige gruppe i sidste sæsons tyske liga, der var forkortet på grund af Corona. I kvartfinaleserien blev det til en skuffende exit på 0-2 i kampe mod Frederik Storm og Ingolstadt.

Alt det ønsker München-mandskabet at revanchere i denne sæson og klubben går altid stenhårdt efter titler – også på europæisk basis. Så sent som i foråret 2019 spillede Red Bull München finale i CHL og tabte til svenske Frölunda, men der er altid kæmpe ambitioner i klubben.

Det fortæller Mads Christensen, tidligere mangeårig München-spiller, der har talt med JydskeVestkysten op til kampen.

- SønderjyskE skal i hvert fald turde spille og tage nogle chancer. De kan også spille lidt frækt mod München. Hvis vi mødte nogle, som spillede hårdt, men som ikke rigtigt turde spille, så var det tit spil til ét mål, dengang jeg spillede i München. Var det nogle, der var lidt frække og sendte forwards ud for at søge nogle to-mod-en-situationer og break-aways , så var det lidt farligt for os. Og så skal SønderjyskE forsøge at holde lidt på pucken i deres egen ende, selvom det er nemmere sagt end gjort, siger Mads Christensen.

Red Bull München-holdet har stærke imports i truppen, men også adskillige tyske topspillere, som de seneste sæsoner har været til at løfte det tyske landshold opad i international sammenhæng. SønderjyskE får nok at se til, når spillere som Yasin Ehliz, Patric Hager og Frederik Tiffels kommer på besøg i offensiv zone.

Spændende, spændende opgave for SønderjyskE, der før har overrasket i den tidlige del af forløbet i CHL’s gruppespil. For at holde spændingen ved lige inden udekampene mod München og Zug i begyndelsen af september, kræver det vel mindst tre point torsdag og lørdag.


CHL er en ekstra stor glæde i SønderjyskE Kampen mellem Herning og Frederikshavn i morgen er aflyst