HC Donbass kommer på besøg i en afgørende kamp for Rungsteds videre chancer i Champions Hockey League

Rungsted Seier Capital har i aften en enestående chance for at sikre sig adgang til to afgørende kampe om at komme videre i Champions Hockey League anno 2021/22. 

De danske mestre er trods nederlaget mod Klagenfurt stadig med i spillet om de to pladser i første knockoutrunde, men det kræver dog, at Erik Hjalmarssons mandskab vinder over de ukrainske gæster fra Donetsk-regionen, HC Donbass, i aften i Bitcoin Arena.

Der er kampstart 19:30 og altså god mulighed for tilskuerne til både at støtte Rungsted og se europæisk tophockey endnu engang. Kampen sende ligeledes på TV2 Sport med start 19:15.

Kigger vi på tabellen, så ser det ud som om, favoritterne fra Klagenfurt er i gang med at sikre sig den første plads videre. Østrigerne står med syv point og er også favorit i Rouen i aften i puljens anden kamp. Men en fransk sejr kan trykke topstillingen helt sammen igen.

Rungsted ligger med tre point på sidstepladsen, men vil med en sejr i aften med sikkerhed passere HC Donbass og muligvis også Rouen - i fald franskmændene taber mod Klagenfurt.

Uanset hvad, vil en sejr i aften give Rungsted mulighed for selv at afgøre den videre skæbne. Og det er vel motivation nok i sig selv for de danske mestre, der har fået masser af værdifuld erfaring - ikke mindst til truppens unge spillere - i de tre første kampe. Spillere som Gustav Green og Mathias L. Hansen har gjort det godt i nøglespillerne Persson, Hardt og Hettas fravær. 

Det bliver formentlig tæt og dramatisk, når Rungsted møder et taktisk og teknisk dygtigt hold fra Ukraine, der kommer fra Rouen, hvor det i torsdags blev til et nederlag på 3-4. 


CHL: RUNGSTED KAN SELV AFGØRE sin skæbne efter 4-3-sejr VIDEO: Højdepunkter fra SønderjyskE-Esbjerg