Der var muligheder for mere for Mario Simionis tropper i aften

SønderjyskE havde gode muligheder for at bringe sig foran i anden periode i kampen mod Red Bull München, hvor det væltede ind med tyske udvisninger og dermed powerplay-chancer for de forsvarende danske Continental Cup-vindere. 

Men hjemmeholdet formåede ikke at udnytte fire tyske udvisninger, og i stedet slog Patrick Hager til med en scoring blot 13 sekunder før anden pause. 

- Jeg sagde til gutterne i slutningen af anden periode, at vi skulle holde 1-1 indtil pausen. Så spiller vi fire mod fire, taber en markering og München scorer alligevel. De scorer til 3-1 i tredje periode, og det er et mål, jeg tager ansvaret for. Jeg ville prøve vores fjerdekæde og få dem til at skabe noget mere energi. De havde ikke fået mange skift tidligere i kampen, så det var måske ikke det rette tidspunkt at bringe dem, lød det fra træner Mario Simioni til TV2 Sport efter kampen.  

Om de manglende powerplayscoringer sagde: 

- Vi havde nogle gode breakouts fra egen zone, men tog ikke de rette beslutninger, da vi kom længere fremad banen. Havde vores powerplay bare været lige så god som i vores testkampe, havde vi måske været foran efter anden periode, lød det. 

München satte 0-1-målet tidligt i kampen, men allerede efter 10 minutter leverede Mike Szmatula en så præcis afslutning, at SønderjyskE-fansene formentlig nu drømmer om at de har fået en ny måljæger. 1-1 efter første periode og så altså den anden periode, hvor SønderjyskE dominerede via powerplay, inden det fatale München-mål og efter gæsternes 3-1-scoring var der ingen tvivl om udfaldet overhovedet. 

1517 tilskuere på plads i Frøs Arena på en aften, hvor der lå lidt mere i kampen for Vojens-mandskabet, der lørdag møder de schweiziske mestre EV Zug. 

Schweizerne tabte i aften med 3-5 hos svenske Rögle i gruppens anden kamp. 

 


VIDEO: Højdepunkter fra SønderjyskE-Red Bull München CHL er en ekstra stor glæde i SønderjyskE