Midtjyderne må aflyse træningsturneringen, spiller i stedet mod Odense

I den kommende weekend skulle Herning Blue Fox have været til Norge for at deltage i en træningsturnering, hvor midtjyderne sammen med tre norske hold skulle have spillet i Kristiansand. 

Planen var en semifinale fredag og yderligere en kamp lørdag - måske mod Stavanger og den tidligere Blue Fox-træner Todd Bjorkstrand, hvilket kunne have været yderst interessant.

Men på grund af indrejserestriktioner må Herning aflyse turneringen. Det skriver Herning Folkeblad.

Det ærgrer træner Ben Cooper.

- Vi havde alle sammen set frem til det, og det ville være blevet sjovt og godt med sådan en tur sammen, med overnatninger. Det har man jo ellers aldrig i den danske liga, altså ture med overnatninger, og det er faktisk ret unikt, at det ikke er tilfældet, siger han til avisen. 

I stedet spiller midtjyderne nu lørdag 5. september i VinMedKant Arena mod Odense.


Kan Odense drille Frederikshavn i eftermiddag? DIF: Realistisk håb om at "Superliga-modellen" kan overføres til anden sport