Thor Dreslers første kamp i Metal Ligaen i indeværende sæson var på hjemmebane. Også selv om den esbjergensiske assisterende træner var på udebane på kampprotokollen.
For Thor Dresler har spillet hundredevis af kampe i PM Montage Arena - i gamle dage bare kendt som Herlev Skøjtehal - hvor han er vokset op og groet som ishockeyspiller i en flot karriere.
Han var der sidste tirsdag igen i modstanderens boks, som træner for Esbjerg Energy, der tabte 2-3 til aggressivt, hårdt fightende Eagles-mandskab, der bare blev ved og ved. Og til sidst fik hjemmeholdet altså drejet 0-2 til to point efter straffeslag.
- Vi tog nogle dumme, men også lidt tynde, udvisninger, der kostede os to powerplaymål imod, pointerer Thor Dresler.
Begge de udvisninger, der kostede mål, var signeret den livlige nummer 13, Zach Pochiro, der sagtens kan ende med at blive en af Metal Ligaens profiler.
- Sidste sæson smed vi rigtig meget på grund af dårlig disciplin, og vi har pointeret overfor spillerne, at det ikke skal ske i den her sæson. Det er noget, vi har lagt stor vægt på, og derfor fik det også konsekvenser for den pågældende spiller. Sådan bliver det i den her sæson, siger Dresler.
- Til gengæld svarede han meget flot igen ved at spille en stærk kamp mod Herning fredag aften. Det var et rigtig godt signal fra hans side, og det er klart, at han og de andre også lige skal finde fødderne og linjen, når de er kommet til Europa, lyder det fra Esbjerg-assistenten.
- Vi spillede en god kamp mod Herning, og her kan jeg ikke klandre spillerne for udvisningerne. Linjen fra kampens første halvdel ændrede sig totalt fra dommernes side, og det forvirrede vores spillere. Vores mål i powerplay burde vi ikke engang have haft, for Herning skulle slet ikke have haft udvisning i den situation, konstaterer Thor Dresler.
Esbjerg er på isen i morgen igen. Her gælder det Odense Bulldogs i VinMedKant Arena i det fynske.