I en ny serie dykker vi ned i de gamle DIU-årbøger og finder kuriøse historier fra udvalgte sæsoner. I dagens premiere dykker vi ned i sæsonen 87/88, hvor

Anders Lindner fik 13 danske ligakampe hos Frederikshavn White Hawks. 

Lindner kom i sin tid fra Frederikshavn til IK Aarhus, hvor han var en dominerende spiller og roligt kan betegnes som en af de mest talentfulde spillere overhovedet. 

Også på seniorniveau var han dominerende i Aarhus, men nåede altså kun godt en halv sæson i Frederikshavn, hvor han ikke formåede at slå igennem i den daværende SuperBest Liga. 

Til gengæld står Anders Lindner i historiebøgerne med en vild sæson i sine ungdomsår, der må være en af de største indviduelle sæsoner nogensinde i aarhusiansk ishockey - og måske også jysk ishockey. 

Vi har premiere på serien "De gamle årbøger", og i dag dykker vi ned i 87-88-udgaven af de legendariske små firkantede årbøger, der udkom fra slutningen af 1960'erne og frem til sæsonen 1988-89.

Det var dengang "Drenge D" fandtes som række og hvor man talte statistikker for de 9-10-årige spillere. Vi er i en tid, hvor trænerne stadig frit kunne disponere over deres spillere og derfor var der ofte masser af istid til de bedste spillere. 

I den jyske Drenge D-turnering dominerede Aalborg så meget, at AaB blev nummer et, mens IK Aalborg endte på andenpladsen. Vi noterer os et navn som Bo Nordby hos AaB, og den senere ligaspiller Erik Johnsen lavede 48 mål og 63 point for AaB'erne og blev aalborgensisk topscorer. Hos Vojens på tredjepladsen leverede Søren "Tiffi" Nielsen, den senere danske mester med SønderjyskE 61 mål og 80 point! i sine 13 kampe.

Den helt vilde statistik for den sæson finder vi dog hos Skovbakken. Vi vender tilbage til Anders Lindner og hold nu fast: Skovbakken vandt syv kampe og tabte syv kampe i grundspillet med en målscore på 119-64. 

Anders Lindner scorede 88 mål og lavede 9 assister! Altså var han med i 97 af Skovbakken 119 mål i grundspillet. Vilde tal for et hold, der altså ikke engang dominerede grundspillet hos de mindste gutter i dansk ishockey. Lindner scorede altså 74 procent af Skovbakkens mål og var med i 82 procent af samtlige mål. Hans pointsnit lå på 7,46 pr. kamp. 

Det var ikke nok til at komme med til DM, for det var altså de to Aalborg-hold, der tog billetterne til DM. Østholdene, der røg videre til slutspillet om guldet var Herlev og Rungsted. Topscoreren for Herlev var en vis Kim Staal, der i grundspillet lavede 56 point i 10 kampe. 

Kim Staal og Thor Dresler dominerede ligeledes semifinalen, hvor det ubesejrede Herlev-hold slog AaB med 6-3. De to venner kombinerede sig frem til samtlige mål, mens den anden semifinale også bød på sjællandsk sejr. Rungsted slog IK Aalborg og holdet fra Nordsjælland fortsatte dets færd i finalen. 

Rungsted havde kun vundet seks af 10 kampe i grundserien, men i finalen blev det til en sejr på 4-2 over favoritterne fra Herlev. De senere ligaspillere Christian Mourier og Nicolai Søegaard scorede målene - i Herlev Skøjtehal endda - og holdt Staal fra kasser. 

Mourier brillerede med et hattrick, Søegaard scorede en enkelt kasse, mens Christian Fabricius og Thor Dresler scorede hver sit mål for Herlev.

Lokalopgøret om bronzen vandt IK Aalborg 3-0 over AaB. Mål af Mikkel Pedersen, Søren Lykke og Christian Jervild. 


VIDEO: RØRENDE GESTUS: Olga og Ove donerede 5.000 kroner til SønderjyskE PODCAST: Mads Lund og Steffen Frank om karrieren, sæsonen, fremtiden og nutiden