Gæsterne scorede fire gange i første periode og lukkede kampen i Rødovre Centrum Arena efter 20 minutter

Rødovre Mighty Bulls-Esbjerg Energy 1-6 (0-4,1-0,0-2) For anden kamp i træk vandt Esbjerg Energy i ordinær tid, og det var relativt problemløst i Rødovre, selv om den første periode, der endte 4-0 i gæsternes favør, faktisk var langt mere jævnbyrdig end cifrene viste. 

Esbjerg var bare langt mere effektive end hjemmeholdet, og Christian Elmose vandt også målmandsduellen over Magnus Wulff. Med til den historie hører også det faktum, at Rødovres defensiv skrantede og flere gange lod gæsternes folk komme for nemt igennem til chancer. 

I Esbjerg har de ventet på, at lettiske Edgars Kulda med en solid KHL-fortid begyndte at vise mere klasse end bare en arbejdsindsats. Det gjorde han i første periode med to scoringer på en eftermiddag, hvor Energy-topscorer Andreas Grundtvig og stærke Oliver Kjær også begge kom på måltavlen. 

Louis Ingvordsen kom ind og overtog målet fra Magnus Wulff hos Rødovre i pausen mellem første og anden periode. 

Rødovre havde også sine muligheder foran 728 tilskuere, men formåede først i anden periode at få scoret, da Philip Larsen ikke helt fik markeret Gustaf Berling, der kunne reducere og skabe håb for Rødovre.

Ganske pudsigt sad Esbjerg tungt på anden periode, hvor blandt andre Jeff King havde store muligheder for at øge føringen - blandt andet med et stolpeskud.

Rødovre drog ind med et lille håb til de sidste 20 minutter, men det slukkede finske Tuomas Vartiainen med sin første scoring for Esbjerg siden ankomsten til Vestjylland, inden en forsvarsfejl kombineret med godt arbejde af Rasmus Bjerrum sørgede for, at Philip Schultz til sidst fik pucken og scorede kampens sidste mål.

 


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra SønderjyskE-Frederikshavn Dramatisk straffesejr til SønderjyskE, stærkt comeback af Frederikshavn