Måske kan man ikke tale om en "Jan Dalecky-æra" i Herning, men den hårdtarbejdende tjekke har trods alt været i det midtjyske i tre sæsoner, længere end de fleste udlændinge holder herhjemme.
Dalecky blev hentet til Blue Fox af Petri Skriko i 2017/18-sæsonen og tjekken kvitterede med 50 point i 61 kampe, mere end man formentlig havde forventet i Herning. Derefter blev Dalecky udstyret med en toårig kontrakt og lavede 24 point i begge efterfølgende sæsoner, hvor han indtog en lidt mindre rolle end tidligere.
Dermed var det vel også ganske forudsigeligt, at træner Ben Cooper ville skille sig af med tjekken efter den forgangne sæson. Dalecky har fundet en ny destination i karrieren og spiller i den kommende sæson i Erste Liga, som tæller hold fra Ungarn og Rumænien.
Tjekken skal tørne ud for DEAC, der holder til i byen Debrecen og er en af de mellemstore klubber i Ungarn. Debrecen sluttede midt i tabellen i fjor, og den placering skal Dalecky altså være med til at forbedre.