Vi har sat en A-kæde med seks solide rød-hvide navne, der har vist gode takter i den første del af sæsonen

Efter vi i går præsenterede en A-kæde af importspillere for efteråret, bliver det i dag danskernes tur. Vi har smidt seks gode navne ind som har gjort det solidt i den første del af sæsonen. 

På målmandsposten ser vi flere gode "danske par" og derfor spiller målmændene ikke så mange minutter som deres udenlandske kolleger. Esbjergs Mathias Seldrup er den målmand, der har noteret flest minutter (709) og samtidig har han såmænd noteret sig den bedste danske redningsprocent (92.94). 

På den ene backplads smider vi Anders Koch ind. I et offensivt og dominerede par med Oskar Drugge, har Koch igen markeret sig yderst positivt for nordjyderne og står med tre mål og fem assister. Koch har ydermere markeret sig med +9 på plus/minus-statistikken og er bare dominerende i sit spil for Pirates. 

For mange måske lidt overraskende, at vi sætter Patrick Madsen ind her, men som defensivt element har Madsen været yderst værdifuld for Herning Blue Fox. 32 blokerede skud sætter ham på andenplads i den kategori, han har lavet tre mål og tre assister og har noteret sig for 20 minutter pr. kamp og står med +9 i plus/minus-statistikkerne. Den samlede Madsen-pakke har været yderst stærk i denne sæson. 

Mathias Bau Hansen har igen i denne sæson overbevist de fleste om, at han egentlig er for god til Metal Ligaen. Lige nu har Skvorcovs nappet Mathias Baus plads som etter på topscorerlisten, men for pokker, hvor Mathias Bau fortsætter med at dominere: Skudstærk, kropsstærk og teknisk skarp trods sin højde. 

Var der nogen, der troede, at Tobias Ladehoff var et "one season-wonder" for Aalborg Pirates? Så kan de godt tro om igen. Tobias Ladehoff fortsætter med at hælde point ind og han bliver mere og mere dominerende for de forsvarende danske mester. Hyperfarlig, hårdtarbejdende og meget dygtig til de løse pucke i modstanderens defensive zone. Fremragende med otte mål og 11 assister som Aalborgs topscorer. 

Der var hård konkurrence mellem to sønderjyske spillere om den sidste plads. Ganske pudsigt mellem to spillere, der begge er opdraget på Sjælland. William Boysen og Nikolaj Krag-Christensen er nemlig begge blomstret gevaldigt under Mario Simioni og har begge med 18 point virkelig gjort sig bemærket i Metal Ligaen i denne sæson. Med fornemmelsen af, at Krag-Christensens scoringer har været en anelse mere matchafgørende, får han pladsen, men kun på marginaler over holdkammeraten. 


Skarp kvartet topper plus/minus-statistikken KLØVE får kontrakt i SønderjyskE