Det var ikke nemt for Erik Hjalmarsson pludselig at komme ind som cheftræner i Rungsted i sidste sæson. I hvert fald, hvis man ser på, hvilke forventninger, svenskeren skulle opfylde efter en første sæsonhalvdel med forrygende Rungsted-spil og Rungsted-stil under Flemming Green.
Green måtte sygdomsramt sige farvel med kort varsel og pludselig måtte Erik Hjalmarsson stå med hovedansvaret under Final4-turneringen i Aalborg.
Det klarede Hjalmarsson med bravur. Han coachede sit hold til en suveræn sejr mod Aalborg i semifinalen og han fik bibeholdt Rungsteds "never give up"-gen i finalen mod Frederikshavn med en vild vending.
Det var første skridt i et triumftog, der blev kompletteret med en sikker førsteplads i grundspillet og derefter en blændende suverænt slutspil, der mod Herlev, Frederikshavn og SønderjyskE endte med en 12-2-rekord og en 4-0-finalesejr mod SønderjyskE i finaleserien.
Det kunne ikke gennemføres bedre, og derfor var Erik Hjalmarsson et fuldstændig naturligt valg til årets træner, da en fagjury bestående af repræsentanter fra DIU og ledende fagjournalister kårede sæsonens bedste træner 2018/19.
Erik Hjalmarsson og co. er ikke kommet frygtelig godt fra start i den nye sæson, men Rungsted har vist gode spillemæssige takter i begyndelsen af sæsonen, så mon ikke den svenske coach finder fodfæste i efteråret? Nu kan han i hvert fald glæde sig over en meget fornem titel i dansk ishockey.
Hjalmarsson var et kendt navn i dansk ishockey, inden han blev træner. Han spillede to sæsoner i både Herlev og Rungsted, inden han gik trænervejen som først assistent og siden hovedtræner for Rungsted Seier Capital. Det hidsige temperament har Hjalmarsson skruet en smule ned for, men der er ingen tvivl om, at han er mand, der går op i sin metier, når han coacher.