Endelig.
Sådan må de tænke i Esbjerg op til kampen mod Frederikshavn, for vestjyderne har været ramt af en prop hos Udlændingestyrelsen, der har betydet, at Energy-træner Jason Jaspers har måttet vente ekstraordinært længe på at få papirerne klar til de nye imports, målmanden Eamon McAdam og backen Ryker Killins.
Men i aften mod Frederikshavn står McAdam, mens Ryker Killins rykker ind i den defensive afdeling.
- Det er begge to, der rigtig gerne ville til Esbjerg, så jeg har store forventninger til dem. Det er et stykke tid siden, de har spillet turneringskampe, men jeg forventer, at de går ind og forstærker holdet med det samme, siger træner Jason Jaspers til JydskeVestkysten, der bringer historien.
Det bliver altså Eamon McAdam, der står i aften og nøjagtig som i fjor får Esbjerg nu en målmandsduo med to forskellige typer: En mindre og mere agil Thomas Lillie, og en stor fyldig målmand som Mads Søgaard var det i fjor: Eamon McAdam er 191 centimeter høj og har blandt meget andet 55 AHL-kampe på sit cv.
Ryker Killins spiller sin første kamp på "europæisk is" og kommer til Esbjerg med erfaring fra universitetshockey hos Ferris State og ikke mindst 116 kampe i ECHL.