Esbjerg Energy – Rungsted Seier Capital 7–2 (1-1, 2-0, 4-1)
Granly Hockey Arena dannede fredag aften rammen om sæsonens fjerde opgør mellem Esbjerg og Rungsted. De foregående tre opgør var alle endt med en udesejr og Esbjerg havde dermed mulighed for at sikre sig den første sejr på egen is mod de nordsjællandske rivaler.
Til aftenens opgør måtte Rungsted undvære hele ni spillere og stillede uden David Grubak, Isak Wallin, Tim Daly, Jacob Gammelgaard, Mathias Røndbjerg, Malte Setkov, Emil Schulze, Frederik Bjerrum og Nick Moutrey (Mattian Persson blev tilmed skadet mod kampens slutning), mens Esbjerg var uden Jannik Christensen, Philip Larsen og Jonas Bjerrum.
Målmandsduellen stod mellem den 17-årige debutant Frederik Falkengaard og Mathias Seldrup.
Forud for kampen blev Will Merchant kåret til månedens profil hos Esbjerg.
Rungsted startede bedst og arbejdede bravt
At Esbjergs game-plan var at starte ud i højt tempo og sætte modstanderen under pres var umiddelbart svært at se. Det var således gæsterne fra Rungsted, der kom ud med den bedste energi fra kampens indledning.
Nordsjællænderne formåede da også at bringe sig foran allerede efter et par minutter, om end målet lignede en tilfældighed. Rungsted sendte her en relativt forkølet afslutning mod mål, som Mathias Seldrup sendte direkte ind i Yannick Vedel, der havde sat kurs mod vestjydernes mål. Pucken endte herefter i nettet og Rungsted havde bragt sig foran med 0-1.
Alt i alt leverede Rungsted i det hele taget en frisk og optimistisk omgang ishockey i de første små ti minutter, hvor de skadesplagede gæster også talte klart flest afslutninger. Man formåede tilmed at få sat Esbjerg under pres et par gange, hvor der til tider også var panik foran Seldrups mål.
Størst var chancen dog til Magnus Carlsen, der efter otte minutter tilkom en kæmpe chance helt alene foran Esbjergs mål. Men desværre for Rungsted overplacerede Carlsen sin afslutning. For de fleste nok en ganske overraskende start på kampen.
Den brændte chance skulle vise sig ekstra ærgerlig for gæsterne, da Esbjerg minuttet efter udlignede til 1-1 ved Juuso Walli, der fra en halvspids vinkel formåede at overrumple Falkengaard i målet med en afslutning helt ude fra flanken.
Frem mod Esbjergs udlignende scoring havde Rungsted været bedst og skabt flest chancer. Men kampens første udvisning sendte dog for en stund initiativet på Esbjerg-stave, da William Back måtte til afkøling for en holding begået bag eget mål. Men trods megen puckkontrol, så var det yderst begrænset, hvad Esbjerg fik skabt af chancer i overtalsspillet.
Tilbage i spil fem mod fem var kampen nu ganske jævnbyrdig. To kompakte forsvar gjorde det svært at få skabt de helt store målchancer. Men udfaldet af de første 20 minutter kunne gæsterne være mest tilfreds med.
Rungsted leverede en ganske hæderlig periode, mens Esbjerg aldrig rigtigt for alvor formåede at få flow i spillet. Kun fem Esbjerg-afslutninger i en første periode, mod et stærkt decimeret Rungsted-mandskab med en blot 17-årig debutant i målet, måtte også siges at være i underkanten.
Rungsted sluttede perioden i overtal, da Esbjerg kiksede en udskiftning og måtte indkassere en udvisning for at sende for mange spillere på isen. Men her var det pudsigt nok Esbjerg der kom frem til den største målchance, da man i undertal kom af sted i en to mod en-situation, hvor Will Merchanct sendte en afslutning i sidenettet.
Esbjerg trak fra i anden periode
Der var noget der tydede på, at man i Esbjergs omklædningsrum havde benyttet periodepausen til at tale om den offensive del af spillet, hvor værterne nu både fik skabt flere chancer og sendt flere afslutninger på mål.
Efter tre minutters spil gav det vestjyske overtag pote første gang, da Jeff King med en lækker pasning mellem sine egen ben, fandt en helt fri Henrik Mærsk Clausen inde foran mål, for hvem det var en ekspeditionssag, at sende pucken over stregen til 2-1.
To minutter senere vandt Andreas Grundtvig pucken fra William Back i Esbjergs zone og satte beslutsomt kursen ned mod Rungsted-målet. Grundtvig blev i den forbindelse nedlagt bagfra af selvsamme Back og dommerne dømte straffeslag. Grundtvig eksekverede selv sikkert, da han med kort aftræk sendte en lav og hård afslutning ind bag den unge Rungsted-keeper.
Gæsterne tog to udvisninger med 45 sekunders mellemrum omkring periodens halvvejsmærke. Først William Back og sidenhen Yannick Vedel, i øvrigt begge for tripping. Esbjerg havde dermed 1:15 i spil fem mod tre, men det solide spillemæssige overtag hjalp ikke det store, da skarpheden manglede når chancen bød sig.
Der blev ikke scoret yderligere i anden periode og de to hold kunne gå til pause med 3-1 på tavlen.
Travis Brown og Victor Sand i fokus i tredje periode
Der var spillet mindre end et minut, før Esbjerg havde øget til 4-1. Oliver Kjær forsøgte sig med en afslutning udefra og Travis Brown klappede resolut til returen fra Rungsted-keeperen. Esbjerg var nu i total kontrol og sad fuldstændigt på kampen. Jeff King var her tæt på at forøge vestjydernes føring i det tredje minut, da han sendte en baghåndsafslutning på stolpen.
Der skulle dog gå otte minutter før hjemmeholdet igen kom på tavlen. Oscar Schulze læste spillet glimrende, da han med trafik foran kassen sendte pucken mod mål. Her var Will Merchant på pletten med en styring og 5-1 blev dermed en realitet.
Søren Nielsen tog en udvisning efter ni minutter og sendte dermed Rungsted i overtal. Igen viste Esbjerg sig dog farlige i undertal, da Cam Brown opsnappede pucken fra gæsternes keeper og kom til en stor chance lige foran mål.
Minuttet efter at Esbjerg var blevet fuldtallige lynede Travis Brown for anden gang på ti minutter, da han i Esbjergs zone vandt pucken fra Mattias Persson og slog kontra. Her var Brown ustoppelig og øgede sikkert til 6-1.
Rungsted fik fuld kontrol med spillet i det 16. minut, hvor Brett Thompson førte an for gæsterne. Den energiske canadier formåede at fastholde presset for Rungsted og i sidste ende var det også ham, der serverede pucken for Sebastian Bergholdt lige midt i slottet. Bergholdt trykkede af første gang og reducerede til 6-2.
Travis Brown var tæt på at fuldende sit hattrick, da han efter 17 minutter tog en fremragende solotur fra egen banehalvdel og snød to Rungsted-spillere. Brown blev dog generet i afslutningsøjeblikket og Mattias Persson måtte til afkøling for en hooking.
Esbjerg formåede ikke at slå kapital af overtalsmuligheden, men fik alligevel scoret kampens sidste mål, da Søren Nielsen og Victor Sand slog kontra efter en spilvending. Søren Nielsen sendte pucken på tværs til Victor Sand, der tæt under mål sendte pucken i kassen og dermed scorede sit første mål på seniorniveau i den gule Esbjerg-trøje. Der resterede blot 21 sekunder af kampen.
Mod kampens slutning udgik gæsternes Mattias Persson med en skade efter et hændeligt uheld, hvor en Rungsted-spiller tacklede Esbjergs Mikkel Rask, som væltede ind i Persson, der så ud til at få et vrid i knæet ved den lejlighed.