Rødovre Mighty Bulls – Esbjerg Energy 4-6 (2-3, 0-1, 2-2)
Efter sejre i de seneste to kampe var pilen for de lokale tyre sat på at øge det til tre i streg. Gæsterne fra Esbjerg kunne omvendt læne sig tilbage og vente på at stange tyrene, idet deres tabelplacering var 20 point bedre. Og netop den forskel blev udstillet af et effektivt Esbjerghold, der lukkede hjemmeholdets sejrsstime.
Første skift fra hjemmeholdet bragte to kæmpe chancer, som burde være udnyttet. I stedet fik det gang i gæsterne, hvor Phillip Schultz viste sin farlighed.
De to keepere, Esbjergs Christian Elmose Christensen og Rødovres William Rørth blev dog hurtig spillet varme og tog hvad der kom deres vej.
Efter syv minutter var det hjemmeholdets Gustav Berling der fik åbnet scoringen, da han på listig vis og meget spids vinkel fik sendt pucken over skulderen på Christian Elmose.
En udvisning til gæsterne bragte et par gedigne muligheder for endnu en scoring til hjemmeholdet, men skarpheden manglede.
Rødovres første udvisning blev aldrig effektueret, da Oliver Kjær udnyttede en blunder i tyrenes defensiv, til at udligne stillingen.
En stærk offensiv indsats af hjemmeholdets Malthe Kring Andersen bragte næste scoring eksekveret af Christian Thunbo, der sendte pucken mellem benene på Esbjergs keeper. Scoringen fik dog ikke lov at stå ret længe før en fejlpasning i egen zone af Jaeden Martin landede på bladet af gæsternes Tuomas Vartiainen der let udlignede
Med fem sekunder tilbage af perioden kunne gæsternes Will Merchant lige nå at sætte bladet på et mønsterangreb, og bringe gæsterne i front på en hurtig omstilling. 3-2 til gæsterne efter 20 minutter.
En livlig og chancerig første periode, hvor hjemmeholdet knoklede på, mens Esbjerg lurede og udnyttede de muligheder der blev givet.
Anden periode var var fem minutter gammel da Rødovre kom i overtal, men det var gæsterne der kom til de største tilbud med to friløbere mod Rørth, der holdt stand indtil begge hold igen var lige mange på isen.
Rødovre tog en timeout efter otte minutter for at få styr på spillet, der især i egen zone virkede usammenhængende og stresset. Effekten var dog begrænset.
Det ineffektive spil ramte også gæsterne, der heller ikke evnen at sætte tre afleveringer sammen. En udvisning til hjemmeholdet bragte for en stund ro på gæsternes spil, men mulighederne blev sjusket væk.
Med to minutter til anden pause øgede gæsterne til 2-4, da Phillip Schultz i to forsøg fik sendt pucken i kassen efter endnu en blunder i Rødovres defensiv.
Rødovre startede tredje periode med et par hvasse afslutninger mod et Esbjerg hold, der havde det fint med den aktuelle stilling.
En tynd udvisning til gæsterne halvvejs i perioden var den gyldne mulighed hjemmeholdet havde brug for i jagten på reducering, men i stedet var det gæsterne der tiltvang sig et straffeslag, - som Phillip Schultz dog misbrugte.
Trods store tilbud og skud på rammen kom hjemmeholdet ikke nærmere, og da Esbjergs Oscar Schultze satte holdet femte scoring på et flot gennembrud lignede det en afgørelse, men på næste angreb bragte hjemmeholdets tredje kasse ved Niclas Krarup.
En scoring af gæsternes Oliver Kjær med tre minutter igen af perioden trak den sidste optimisme ud af hjemmeholdet som ikke havde mere at komme med.
Niclas Krarup pyntede med endnu en scoring til hjemmeholdet, efter stærkt forarbejde af Johan Lundgren til slutstillingen.