Metalligaen.dk's redaktør Michael Søvsø stiller i lyntempo skarpt på de ni Metal Liga-hold før genstarten

Odense Bulldogs er kommet nogenlunde fra start. Sådan nogenlunde. Fynboerne havde formentlig forventet flere point på kontoen, men kan omvendt glæde sig over stadig at hænge i både Herlev og Rødovre, der i sidste sæson for længst havde distanceret Odense på det her tidspunkt af sæsonen. Bulldogs kan også glæde sig over "tabelmæssigt" at have overlevet en periode med rigtig mange skader. Så første spørgsmålstegn efter pausen er: 

Hvor stærke er Odense i stærkeste opstilling? Ikke en eneste gang har Bulldogs stillet med det på papiret bedste hold. Det ser ud til, at fynboerne - hvis Mike Hammond bliver klar igen snart - endelig får muligheden efter pausen. Så er der stensikkert tre fornuftige kæder at holde sig til.

Hvilken impact gør Mitchell og Hammond? Dale Mitchell må have brugt pausen på at bringe sig i endnu bedre form, så han for alvor kan gøre brug af sin hurtighed. Kommer han ind i topform sammen med en frisk Mike Hammond, har Odense to skarpe x-faktorer at byde ind med.

Kommer Odenses powerplay til at fungere? Odense har den suverænt ringeste udnyttelse af powerplays i Metal Ligaen (6 procent) og det er ganske enkelt for lidt. Mon ikke Mark Lefebvre kommer til at bruge en del forberedelsestid op til "genstarten" på spillet i overtal? Måske det vigtigste punkt overhovedet for Bulldogs.

Stopper Odenses "blackouts"? 1-7 mod et Herning-hold med seks-syv mand ude? Stort slagsmål i Frederikshavn, dumme udvisninger og slagsmål, der koster i en i forvejen presset trup. Disciplin, koncentration og stabilitet er stadig nøgleord, der kan arbejdes med på Fyn.

Kan defensiven stoppes lidt bedre til? Der er næsten gået fire mål ind i snit hos Odense med en klassemålmand som Galansky i buret. I perioder tillader Odense alt for meget i defensiven - enten på grund af individuelle fejl, eller fordi "hovederne tabes" i kompromisløs jagt på at komme fremad. Mark Lefebvre har nu og da sat sit hold lidt længere tilbage på banen rent taktisk - måske er det løsningen. 


CORONAEN (næsten) væk: SønderjyskE klar til at spille mod Herlev METAL FINAL4: Esbjerg på nippet, nedlukningen koster White Hawks-chance