Det kommer ikke som en kæmpe sensation, for skiftet har næsten været ”uofficielt klart” i mere end en måneds tid, men nu er det sikkert og vist, at Niklas Andersen, Esbjerg Energy-angriberen, ender i Bremerhaven i den kommende sæson.
Her skal han spille for Fischtown Pinguins, og dermed bliver Andersen altså holdkammerat med Anders Krogsgaard, der kommer til det nordtyske fra Aalborg Pirates. Det er dermed to gamle Esbjerg Energy-spillere, der forenes i Bremerhaven i den kommende sæson.
- Vi tror, vi har fundet en usleben diamant, der i hænderne på Thomas Popiesch og Martin Jiranek (trænerne i Bremerhaven) kommer til at blive rigtig meget værd for os. Med en toårig kontrakt har vi givet spilleren tiltro, og vi er sikker på, at vi ikke bliver skuffet, siger Hauke Hasselbring, sportschef i Bremerhaven, til klubbens hjemmeside.
Herlig chance for Niklas Andersen, der for anden gang i karrieren rykker udenlands. Som junior var han en tur i Canada for at prøve sig af i Spokane Chiefs i Western Hockey League, hvor det dog kun blev til en enkelt sæson.
Nu er det en langt mere moden udgave af Andersen, der rykker til Tyskland og DEL.