Esbjerg Energy er den helt store joker inden sæsonen 2020/21

Pederson-æraen: Mark Pederson gjorde et stort, stærkt og markant indtryk i sine syv sæsoner i Esbjerg. Men helt fair, at Energy-ledelse efter et par træge sæsoner ville prøve noget nyt. Tippet herfra: Får Mark Pederson ikke et længerevarende job et andet, er det ikke sidste gang, vi har set ham i Esbjerg - og hvem ved, om en anden dansk klub på et tidspunkt byder ind på ham?

Jaspers-æraen: Vi har en ny mand på posten i Esbjerg, og det er en ubekendt. Det er stensikkert, at Jason Jaspers er en leder af natur, som han har været det i sine år som spiller i DEL, men kan han konvertere det til et krævende trænerjob og holde hovedet koldt under pres? Det er altid den store udfordring for en ny coach.

Imports: Mark Pederson havde sin forbindelser og favoritter, der altid lurede, når Esbjerg skulle finde spillere eller supplere op i løbet af sæsonen. Nu er der renset ud og spørgsmålet er, om Jaspers' netværk er lige så godt som Pedersons? Vi får se, som sæsonen skrider frem. 

Målmand: Thomas Lillie spiller for sin fjerde danske klub. Efter opvækst i Vojens har han været over Frederikshavn og Rungsted med et dansk guld som resultat. Lillie var ved at finde formen i slutfasen af sidste sæsons grundspil, og kan han fortsætte i den stil, bliver han et godt køb for Esbjerg. Hård konkurrence fra den unge finne Karolus Karleehto i en lidt overraskende konstellation, hvor Esbjerg bruger et importkort på en målmand. Men der ønskes en duel, der skal skærpe begge. Det kan både være godt og skidt.

Defensiven: De "danske travere" er tilbage i form af Grønvaldt, Koch, Christensen og Vinther. Solidt og stadig med Anders Koch, der skal finde takterne fra tidligere frem. Mikkel Rask har fået fine ord med på vejen fra DIU-talentchef Olaf, og så er det store spørgsmål selvfølgelig de to backer, Cam Knight og Davis Vandane, som på navnene godt kunne lyde som en duo taget direkte fra Miami Vice. Vi kan tillade os at have store forventninger til Vandane, der har spillet to gode sæsoner i Slovakiet, mens Knight skal vænne sig til stor is efter et ishockeyliv i Nordamerika og senest ECHL.

Offensiven: Spændende dansk stamme, som Esbjerg efterhånden har stampet op. Tænk, hvis Søren Nielsen kunne udfolde sit kæmpe potentiale over en hel sæson og hvis Rasmus Bjerrum fortsætter de fine takter fra sidste sæson i Glasgow. Hvis Felix Scheel får de rigtige afleveringer serveret? Christian Wejse er stærk, hvis han holder sit temperament nede og trioen Ahlberg, Madsen, Grundtvig er ikke dum som tredjekæde. Slet ikke. Glem heller ikke rutinerede Sune Hjulmand, der gør, hvad han får besked på. Er importspillerne toppen af kransekagen? Jeg tror på Brady Shaw som den farligste mand i et ganske bredt Energy-angreb.

Jokeren: Det kunne sagtens være træner Jaspers, men hvad med Craig Puffer, der var yderst giftig i den norske GET-Liga i fjor. Bliver han manden, der puffer puckene ind? 

Disciplinen: Det kneb i store perioder under Pederson, og det gjorde den ellers rolige canadier irriteret. Det er vigtigt, at Jaspers får styr over del af spillet fra start og får sine nordamerikanere til at forstå den europæiske dommerlinje i en fart. 

Konklusionen: Esbjerg har gennemgående en ganske glimrende trup, hvor specielt offensiven er fyldt godt op. Backlinjen er sårbar, der er ikke mange folk, og en skade eller to kan blive dyr. Der er næppe tvivl om, at Jason Jaspers og ledelsen kigger på at supplere defensiven med en mand mere. Esbjerg ligner et midterhold, der kan kigge opad, hvis starten er god. Det er svært at se, at Energy kommer i problemer i forhold til at komme i slutspillet. 


EN SPILLEDAGS KARANTÆNE TIL JONATAN NIELSEN, Rødovre Mighty Bulls 700 ekstra pladser: Her er SønderjyskE's nye stole